Q.S An-Nazi'at (اَلنَّازِعَات) - 46 Antal vers

وَالنّٰزِعٰتِ غَرْقًاۙ

wan-nāzi‘āti garqā(n).

Ved (englen), der tager (livet) med hård hånd.

وَّالنّٰشِطٰتِ نَشْطًاۙ

wan-nāsyiṭāti nasyṭā(n).

Ved (englen), der tager (livet) med blidhed.

وَّالسّٰبِحٰتِ سَبْحًاۙ

was-sābiḥāti sabḥā(n).

Ved (englen), der kommer hurtigt ned fra himlen,

فَالسّٰبِقٰتِ سَبْقًاۙ

fas-sābiqāti sabqā(n).

og (englen), der farer frem med hast,

فَالْمُدَبِّرٰتِ اَمْرًاۘ

fal-mudabbirāti amrā(n).

og (englen), der styrer (verdenens) anliggender.

يَوْمَ تَرْجُفُ الرَّاجِفَةُۙ

yauma tarjufur-rājifah(tu).

(Sandelig, I vil blive oprejst) på den dag, hvor det første blæs ryster universet,

تَتْبَعُهَا الرَّادِفَةُ ۗ

tatba‘uhar-rādifah(tu).

(det første blæs) ledsages af det andet blæs.

قُلُوْبٌ يَّوْمَىِٕذٍ وَّاجِفَةٌۙ

qulūbuy yauma'iżiw wājifah(tun).

Menneskets hjerte vil på det tidspunkt være fyldt med frygt,

اَبْصَارُهَا خَاشِعَةٌ ۘ

abṣāruhā khāsyi‘ah(tun).

og blikket vil være sænket.

يَقُوْلُوْنَ ءَاِنَّا لَمَرْدُوْدُوْنَ فِى الْحَافِرَةِۗ

yaqūlūna a'innā lamardūdūna fil-ḥāfirah(ti).

(De vantro) siger: »Skal vi virkelig genopvække til det tidligere liv?«

ءَاِذَا كُنَّا عِظَامًا نَّخِرَةً ۗ

a'iżā kunnā ‘iẓāman nakhirah(tan).

Skal vi (genopvække) når vi er blevet til knuste knogler?

قَالُوْا تِلْكَ اِذًا كَرَّةٌ خَاسِرَةٌ ۘ

qālū tilka iżan karratun khāsirah(tun).

De siger: »I så fald er det en tilbagevenden, der er til skade.«

فَاِنَّمَا هِيَ زَجْرَةٌ وَّاحِدَةٌۙ

fa innamā hiya zajratuw wāḥidah(tun).

Men genopstandelsen sker blot med et enkelt pust.

فَاِذَا هُمْ بِالسَّاهِرَةِۗ

fa iżā hum bis-sāhirah(ti).

Så ser de pludselig (deres tilstand).

هَلْ اَتٰىكَ حَدِيْثُ مُوْسٰىۘ

hal atāka ḥadīṡu mūsā.

Er historien om Moses nået frem til dig (Muhammad)?

اِذْ نَادٰىهُ رَبُّهٗ بِالْوَادِ الْمُقَدَّسِ طُوًىۚ

iż nādāhu rabbuhū bil-wādil-muqaddasi ṭuwā(n).

Da hans Herre kaldte på ham i den hellige Tuwa-dal,

اِذْهَبْ اِلٰى فِرْعَوْنَ اِنَّهٗ طَغٰىۖ

iżhab ilā fir‘auna innahū ṭagā.

(Han sagde): »Gå til Farao; han har sandelig overskredet grænsen.«

فَقُلْ هَلْ لَّكَ اِلٰٓى اَنْ تَزَكّٰىۙ

fa qul hal laka ilā an tazakkā.

Så sig til ham: »Vil du rense dig (fra vildfarelsen),

وَاَهْدِيَكَ اِلٰى رَبِّكَ فَتَخْشٰىۚ

wa ahdiyaka ilā rabbika fa takhsyā.

og jeg vil vise dig vejen til din Herre, så du bliver bange for Ham?«

فَاَرٰىهُ الْاٰيَةَ الْكُبْرٰىۖ

fa arāhul-āyatal-kubrā.

Da viste Moses ham et stort tegn.

فَكَذَّبَ وَعَصٰىۖ

fa każżaba wa ‘aṣā.

Men han benægtede det og var trodsig.

ثُمَّ اَدْبَرَ يَسْعٰىۖ

Ṡumma adbara yas‘ā.

Derefter vendte han sig bort (fra sandheden) og forsøgte at modsætte sig (sandheden).

فَحَشَرَ فَنَادٰىۖ

fa ḥasyara fanādā.

Derefter samlede han (sine stormænd) og opfordrede (sit folk),

فَقَالَ اَنَا۠ رَبُّكُمُ الْاَعْلٰىۖ

fa qāla ana rabbukumul-a‘lā.

og han sagde: ”Jeg er jeres højeste herre.”

فَاَخَذَهُ اللّٰهُ نَكَالَ الْاٰخِرَةِ وَالْاُوْلٰىۗ

fa akhażahullāhu nakālal-ākhirati wal-ūlā.

Så straffede Allah ham med straf i denne verden og i det hinsides.

اِنَّ فِيْ ذٰلِكَ لَعِبْرَةً لِّمَنْ يَّخْشٰى ۗ ࣖ

inna fī żālika la‘ibratal limay yakhsyā.

Sandelig, i dette ligger der en lærestreg for dem, der frygter (deres Herre).

ءَاَنْتُمْ اَشَدُّ خَلْقًا اَمِ السَّمَاۤءُ ۚ بَنٰىهَاۗ

a'antum asyaddu khalqan amis-samā'u banāhā.

Hvad er sværest: jeres skabelse eller himlen? Allah har skabt den,

رَفَعَ سَمْكَهَا فَسَوّٰىهَاۙ

rafa‘a samkahā fa sawwāhā.

og Han har hævet dens konstruktion og fuldendt den,

وَاَغْطَشَ لَيْلَهَا وَاَخْرَجَ ضُحٰىهَاۖ

wa agṭasya lailahā wa akhraja ḍuḥāhā.

og Han gjorde natten mørk som natten, og gjorde dagen lys som dagen.

وَالْاَرْضَ بَعْدَ ذٰلِكَ دَحٰىهَاۗ

wal-arḍa ba‘da żālika daḥāhā.

Og derefter udbredte Han jorden,

اَخْرَجَ مِنْهَا مَاۤءَهَا وَمَرْعٰىهَاۖ

akhraja minhā mā'ahā wa mar‘āhā.

så frembragte Han derfra kilder og græsgange,

وَالْجِبَالَ اَرْسٰىهَاۙ

wal-jibāla arsāhā.

og bjergene gjorde Han faste (stabile),

مَتَاعًا لَّكُمْ وَلِاَنْعَامِكُمْۗ

matā‘al lakum wa li'an‘āmikum.

til glæde for jer og jeres husdyr.

فَاِذَا جَاۤءَتِ الطَّاۤمَّةُ الْكُبْرٰىۖ

fa iżā jā'atiṭ-ṭāmmatul-kubrā.

Så når den store ulykke (Dommedag) kommer,

يَوْمَ يَتَذَكَّرُ الْاِنْسَانُ مَا سَعٰىۙ

yauma yatażakkarul-insānu mā sa‘ā.

på den dag, hvor mennesket husker, hvad det har gjort,

وَبُرِّزَتِ الْجَحِيْمُ لِمَنْ يَّرٰى

wa burrizatil-jaḥīmu limay yarā.

og helvede vises for enhver, der ser.

فَاَمَّا مَنْ طَغٰىۖ

fa ammā man ṭagā.

Men hvad angår den, der overskrider grænserne,

وَاٰثَرَ الْحَيٰوةَ الدُّنْيَاۙ

wa āṡaral-ḥayātad-dun-yā.

og foretrækker det jordiske liv,

فَاِنَّ الْجَحِيْمَ هِيَ الْمَأْوٰىۗ

fa innal-jaḥīma hiyal-ma'wā.

så er helvede sandelig hans bolig.

وَاَمَّا مَنْ خَافَ مَقَامَ رَبِّهٖ وَنَهَى النَّفْسَ عَنِ الْهَوٰىۙ

wa ammā man khāfa maqāma rabbihī wa nahan-nafsa ‘anil-hawā.

Og hvad angår den, der frygter sin Herres storhed og holder sig tilbage fra sine lyster,

فَاِنَّ الْجَنَّةَ هِيَ الْمَأْوٰىۗ

fa innal-jannata hiyal-ma'wā.

så er paradiset sandelig hans bolig.

يَسْـَٔلُوْنَكَ عَنِ السَّاعَةِ اَيَّانَ مُرْسٰىهَاۗ

yas'alūnaka ‘anis-sā‘ati ayyāna mursāhā.

De spørger dig om Dommedagen: »Hvornår vil den indtræffe?«

فِيْمَ اَنْتَ مِنْ ذِكْرٰىهَاۗ

fīma anta min żikrāhā.

Hvad ved du (Muhammad) om det?

اِلٰى رَبِّكَ مُنْتَهٰىهَاۗ

ilā rabbika muntahāhā.

Det er til din Herre, at dets afslutning (tidspunktet) hører.

اِنَّمَآ اَنْتَ مُنْذِرُ مَنْ يَّخْشٰىهَاۗ

innamā anta munżiru may yakhsyāhā.

Du er blot en advarer for dem, der frygter Ham.

كَاَنَّهُمْ يَوْمَ يَرَوْنَهَا لَمْ يَلْبَثُوْٓا اِلَّا عَشِيَّةً اَوْ ضُحٰىهَا ࣖ

ka'annahum yauma yaraunahā lam yalbaṡū illā ‘asyiyyatan au ḍuḥāhā.

Den dag, de ser Dommedagen, vil det forekomme dem, som om de ikke havde opholdt sig (i verden) andet end en aften eller en morgen.