Q.S Al-Muddaththir (اَلْمُدَّثِّر) - 56 Antal vers

يٰٓاَيُّهَا الْمُدَّثِّرُۙ

yā ayyuhal-muddaṡṡir(u).

O du, der ligger indhyllet!

قُمْ فَاَنْذِرْۖ

qum fa'anżir.

Stå op og advar!

وَرَبَّكَ فَكَبِّرْۖ

wa rabbaka fakabbir.

og pris din Herre,

وَثِيَابَكَ فَطَهِّرْۖ

wa ṡiyābaka faṭahhir.

og rens dit tøj,

وَالرُّجْزَ فَاهْجُرْۖ

war-rujza fahjur.

og lad alle (handlinger) af ondskab være,

وَلَا تَمْنُنْ تَسْتَكْثِرُۖ

wa lā tamnun tastakṡir(u).

og lad dig ikke (Muhammad) give (med det formål) at opnå (en større belønning).

وَلِرَبِّكَ فَاصْبِرْۗ

wa lirabbika faṣbir.

Og ved din Herre, vær tålmodig.

فَاِذَا نُقِرَ فِى النَّاقُوْرِۙ

fa iżā nuqira fin-nāqūr(i).

Når så hornet blæses,

فَذٰلِكَ يَوْمَىِٕذٍ يَّوْمٌ عَسِيْرٌۙ

fa żālika yauma'iżiy yaumun ‘asīr(un).

så er det den svære dag,

عَلَى الْكٰفِرِيْنَ غَيْرُ يَسِيْرٍ

‘alal-kāfirīna gairu yasīr(in).

for de vantro er det ikke let.

ذَرْنِيْ وَمَنْ خَلَقْتُ وَحِيْدًاۙ

Żarnī wa man khalaqtu waḥīdā(n).

Lad Mig (handle) mod den, som Jeg selv har skabt,

وَّجَعَلْتُ لَهٗ مَالًا مَّمْدُوْدًاۙ

wa ja‘altu lahū mālam mamdūdā(n).

og Jeg giver ham rigdom i overflod,

وَّبَنِيْنَ شُهُوْدًاۙ

wa banīna syuhūdā(n).

og børn, der altid er hos ham,

وَّمَهَّدْتُّ لَهٗ تَمْهِيْدًاۙ

wa mahhattu lahū tamhīdā(n).

og Jeg giver ham det største livsrum.

ثُمَّ يَطْمَعُ اَنْ اَزِيْدَۙ

Ṡumma yaṭma‘u an azīd(a).

Derefter ønsker han inderligt, at Jeg skal give ham mere.

كَلَّاۗ اِنَّهٗ كَانَ لِاٰيٰتِنَا عَنِيْدًاۗ

kallā, innahū kāna li'āyātinā ‘anīdā(n).

Det kan ikke lade sig gøre! Sandelig, han har trodset Vore vers (Koranen).

سَاُرْهِقُهٗ صَعُوْدًاۗ

sa'urhiquhū ṣa‘ūdā(n).

Jeg vil pålægge ham en udmattende opstigning.

اِنَّهٗ فَكَّرَ وَقَدَّرَۙ

innahū fakkara wa qaddar(a).

Sandelig, han har overvejet og besluttet (hvad han har besluttet),

فَقُتِلَ كَيْفَ قَدَّرَۙ

faqutila kaifa qaddar(a).

så ve ham! Hvordan har han besluttet det?

ثُمَّ قُتِلَ كَيْفَ قَدَّرَۙ

Ṡumma qutila kaifa qaddar(a).

Endnu en gang, ve ham! Hvordan har han besluttet det?

ثُمَّ نَظَرَۙ

Ṡumma naẓar(a).

Derefter tænkte han (dybt) over det,

ثُمَّ عَبَسَ وَبَسَرَۙ

Ṡumma ‘abasa wa basar(a).

så blev han sur og surmulende,

ثُمَّ اَدْبَرَ وَاسْتَكْبَرَۙ

Ṡumma adbara wastakbar(a).

derefter vendte han sig bort (fra sandheden) og var hovmodig,

فَقَالَ اِنْ هٰذَآ اِلَّا سِحْرٌ يُّؤْثَرُۙ

faqāla in hāżā illā siḥruy yu'ṡar(u).

så sagde han: ›Dette (Koranen) er blot trolddom, som er lært (af de gamle).‹

اِنْ هٰذَآ اِلَّا قَوْلُ الْبَشَرِۗ

in hāżā illā qaulul-basyar(i).

›Dette er blot menneskers ord.‹

سَاُصْلِيْهِ سَقَرَ

sa'uṣlīhi saqar(a).

›En dag vil Jeg kaste ham ind i (helvede) Saqar,‹

وَمَآ اَدْرٰىكَ مَا سَقَرُۗ

wa mā adrāka mā saqar(a).

og ved du, hvad (helvede) Saqar er?

لَا تُبْقِيْ وَلَا تَذَرُۚ

lā tubqī wa lā tażar(u).

Det (Saqar) forlader ikke og lader ikke være,

لَوَّاحَةٌ لِّلْبَشَرِۚ

lawwāḥatul lil-basyar(i).

det, der brænder menneskets hud.

عَلَيْهَا تِسْعَةَ عَشَرَۗ

‘alaihā tis‘ata ‘asyar(a).

Ovenpå det er der nitten (vogterengle).

وَمَا جَعَلْنَآ اَصْحٰبَ النَّارِ اِلَّا مَلٰۤىِٕكَةً ۖوَّمَا جَعَلْنَا عِدَّتَهُمْ اِلَّا فِتْنَةً لِّلَّذِيْنَ كَفَرُوْاۙ لِيَسْتَيْقِنَ الَّذِيْنَ اُوْتُوا الْكِتٰبَ وَيَزْدَادَ الَّذِيْنَ اٰمَنُوْٓا اِيْمَانًا وَّلَا يَرْتَابَ الَّذِيْنَ اُوْتُوا الْكِتٰبَ وَالْمُؤْمِنُوْنَۙ وَلِيَقُوْلَ الَّذِيْنَ فِيْ قُلُوْبِهِمْ مَّرَضٌ وَّالْكٰفِرُوْنَ مَاذَآ اَرَادَ اللّٰهُ بِهٰذَا مَثَلًاۗ كَذٰلِكَ يُضِلُّ اللّٰهُ مَنْ يَّشَاۤءُ وَيَهْدِيْ مَنْ يَّشَاۤءُۗ وَمَا يَعْلَمُ جُنُوْدَ رَبِّكَ اِلَّا هُوَۗ وَمَا هِيَ اِلَّا ذِكْرٰى لِلْبَشَرِ ࣖ

wa mā ja‘alnā aṣḥāban-nāri illā malā'ikah(tan), wa mā ja‘alnā ‘iddatahum illā fitnatal lil-lażīna kafarū, liyastaiqinal-lażīna ūtul-kitāba wa yazdādal-lażīna āmanū īmānaw wa lā yartābal-lażīna ūtul-kitāba wal-mu'minūn(a), wa liyaqūlal-lażīna fī qulūbihim maraḍuw wal-kāfirūna māżā arādallāhu bihāżā maṡalā(n), każālika yuḍillullāhu may yasyā'u wa yahdī may yasyā'(u), wa mā ya‘lamu junūda rabbika illā huw(a), wa mā hiya illā żikrā lil-basyar(i).

Og dem, Vi har udpeget til at vogte helvede, er kun engle; og Vi har fastsat deres antal kun som en prøvelse for de vantro, for at de, der har fået Skriften, må blive overbevist, for at de troende må få styrket deres tro, for at de, der har fået Skriften, og de troende ikke må tvivle; og for at de, der har sygdom i deres hjerter, og de vantro (kan sige): ”Hvad vil Allah med dette (tal) som en lignelse?” Således lader Allah dem, Han vil, fare vild og vejleder dem, Han vil. Og ingen kender din Herres hær undtagen Ham selv. Og Saqar er intet andet end en advarsel til menneskene.

كَلَّا وَالْقَمَرِۙ

kallā wal-qamar(i).

Nej, ved månen,

وَالَّيْلِ اِذْ اَدْبَرَۙ

wal-laili iż adbar(a).

og natten, når den går,

وَالصُّبْحِ اِذَآ اَسْفَرَۙ

waṣ-ṣubḥi iżā asfar(a).

og morgengryet, når det begynder at lyse,

اِنَّهَا لَاِحْدَى الْكُبَرِۙ

innahā la'iḥdal-kubar(i).

sandelig, Saqar er en af de store (straffe),

نَذِيْرًا لِّلْبَشَرِۙ

nażīral lil-basyar(i).

som en advarsel til menneskene,

لِمَنْ شَاۤءَ مِنْكُمْ اَنْ يَّتَقَدَّمَ اَوْ يَتَاَخَّرَۗ

liman syā'a minkum ay yataqaddama au yata'akhkhar(a).

for hvem af jer der vil gå fremad eller tilbage.

كُلُّ نَفْسٍۢ بِمَا كَسَبَتْ رَهِيْنَةٌۙ

kullu nafsim bimā kasabat rahīnah(tun).

Hver enkelt er ansvarlig for det, han har gjort,

اِلَّآ اَصْحٰبَ الْيَمِيْنِ ۛ

illā aṣḥābal-yamīn(i).

undtagen dem til højre,

فِيْ جَنّٰتٍ ۛ يَتَسَاۤءَلُوْنَۙ

fī jannātin - yatasā'alūn(a).

(de) i paradiset spørger,

عَنِ الْمُجْرِمِيْنَۙ

‘anil-mujrimīn(a).

om dem, der begik synder,

مَا سَلَكَكُمْ فِيْ سَقَرَ

mā salakakum fī saqar(a).

’Hvad har ført jer ind i Saqar?’

قَالُوْا لَمْ نَكُ مِنَ الْمُصَلِّيْنَۙ

qālū lam naku minal-muṣallīn(a).

De svarer: ’Vi hørte ikke til dem, der bad,’

وَلَمْ نَكُ نُطْعِمُ الْمِسْكِيْنَۙ

wa lam naku nuṭ‘imul-miskīn(a).

og vi gav heller ikke de fattige mad,

وَكُنَّا نَخُوْضُ مَعَ الْخَاۤىِٕضِيْنَۙ

wa kunnā nakhūḍu ma‘al-khā'iḍīn(a).

og vi plejede at tale om det forfængelige sammen med dem, der talte om det,

وَكُنَّا نُكَذِّبُ بِيَوْمِ الدِّيْنِۙ

wa kunnā nukażżibu biyaumid-dīn(i).

og vi benægtede altid dommens dag,

حَتّٰىٓ اَتٰىنَا الْيَقِيْنُۗ

Ḥattā atānal-yaqīn(u).

indtil døden kom til os.”

فَمَا تَنْفَعُهُمْ شَفَاعَةُ الشّٰفِعِيْنَۗ

famā tanfa‘uhum syafā‘atusy-syāfi‘īn(a).

Så nytter det dem ikke længere, at de, der går i forbøn, går i forbøn.

فَمَا لَهُمْ عَنِ التَّذْكِرَةِ مُعْرِضِيْنَۙ

famā lahum ‘anit-tażkirati mu‘riḍīn(a).

Hvorfor vender de (de vantro) sig da bort fra (Allahs) advarsel?

كَاَنَّهُمْ حُمُرٌ مُّسْتَنْفِرَةٌۙ

ka'annahum ḥumurum mustanfirah(tun).

som om de var vilde æsler, der flygter i panik,

فَرَّتْ مِنْ قَسْوَرَةٍۗ

farrat min qaswarah(tin).

flygter fra en løve.

بَلْ يُرِيْدُ كُلُّ امْرِئٍ مِّنْهُمْ اَنْ يُّؤْتٰى صُحُفًا مُّنَشَّرَةًۙ

bal yurīdu kullumri'im minhum ay yu'tā ṣuḥufam munasysyarah(tan).

Faktisk ønsker hver og en af dem, at der skal gives ham åbne skrifter (den hellige bog).

كَلَّاۗ بَلْ لَّا يَخَافُوْنَ الْاٰخِرَةَۗ

kallā, bal lā yakhāfūnal-ākhirah(ta).

Nej, slet ikke! De frygter slet ikke det hinsides.

كَلَّآ اِنَّهٗ تَذْكِرَةٌ ۚ

kallā innahū tażkirah(tun).

Nej, slet ikke! Sandelig, (Koranen) er virkelig en advarsel.

فَمَنْ شَاۤءَ ذَكَرَهٗۗ

faman syā'a żakarah(ū).

Så den, der vil, skal tage denne advarsel til sig (følge sandhedens vej).

وَمَا يَذْكُرُوْنَ اِلَّآ اَنْ يَّشَاۤءَ اللّٰهُ ۗهُوَ اَهْلُ التَّقْوٰى وَاَهْلُ الْمَغْفِرَةِ ࣖ

wa mā yażkurūna illā ay yasyā'allāh(u), huwa ahlut-taqwā wa ahlul-magfirah(ti).

Og de vil ikke tage lære af den, medmindre Allah vil det. Han (Allah) er den Gud, som vi bør frygte, og som har ret til at skænke tilgivelse.