اَلْحَاۤقَّةُۙ

al-ḥāqqah(tu).

Dommedagen,

مَا الْحَاۤقَّةُ ۚ

mal-ḥāqqah(tu).

hvad er Dommedagen?

وَمَآ اَدْرٰىكَ مَا الْحَاۤقَّةُ ۗ

wa mā adrāka mal-ḥāqqah(tu).

Og ved I, hvad Dommedagen er?

كَذَّبَتْ ثَمُوْدُ وَعَادٌ ۢبِالْقَارِعَةِ

każżabat ṡamūdu wa ‘ādum bil-qāri‘ah(ti).

Samud-folket og 'Ad-folket benægtede Dommedagen.

فَاَمَّا ثَمُوْدُ فَاُهْلِكُوْا بِالطَّاغِيَةِ

fa'ammā ṡamūdu fa uhlikū biṭ-ṭāgiyah(ti).

Samud-folket blev tilintetgjort af et voldsomt brøl,

وَاَمَّا عَادٌ فَاُهْلِكُوْا بِرِيْحٍ صَرْصَرٍ عَاتِيَةٍۙ

wa ammā ‘ādun fa'uhlikū birīḥin ṣarṣarin ‘ātiyah(tin).

mens Ad-folket blev tilintetgjort af en meget kold storm,

سَخَّرَهَا عَلَيْهِمْ سَبْعَ لَيَالٍ وَّثَمٰنِيَةَ اَيَّامٍۙ حُسُوْمًا فَتَرَى الْقَوْمَ فِيْهَا صَرْعٰىۙ كَاَنَّهُمْ اَعْجَازُ نَخْلٍ خَاوِيَةٍۚ

sakhkharahā ‘alaihim sab‘a layāliw wa ṡamāniyata ayyām(in), ḥusūman fataral-qauma fīhā ṣar‘ā, ka'annahum a‘jāzu nakhlin khāwiyah(tin).

Allah lod den blæse over dem i syv nætter og otte dage i træk; så så I Ad-folket på det tidspunkt ligge døde som tomme (rådne) daddelpalmer.

فَهَلْ تَرٰى لَهُمْ مِّنْۢ بَاقِيَةٍ

fahal tarā lahum mim bāqiyah(tin).

Har I da set nogen, der er tilbage blandt dem?

وَجَاۤءَ فِرْعَوْنُ وَمَنْ قَبْلَهٗ وَالْمُؤْتَفِكٰتُ بِالْخَاطِئَةِۚ

wa jā'a fir‘aunu wa man qablahū wal-mu'tafikātu bil-khāṭi'ah(ti).

Derefter kom Farao og dem, der gik forud, og (indbyggerne i) de lande, der blev vendt på hovedet på grund af en stor synd.

فَعَصَوْا رَسُوْلَ رَبِّهِمْ فَاَخَذَهُمْ اَخْذَةً رَّابِيَةً

fa ‘aṣau rasūla rabbihim fa akhażahum akhżatar rābiyah(tan).

De trodsede deres Herres sendebud, og Allah straffede dem med en meget hård straf.

اِنَّا لَمَّا طَغَا الْمَاۤءُ حَمَلْنٰكُمْ فِى الْجَارِيَةِۙ

innā lammā ṭagal-mā'u ḥamalnākum fil-jāriyah(ti).

Da vandet steg (op til bjergene), førte Vi jeres forfædre ind i skibet,

لِنَجْعَلَهَا لَكُمْ تَذْكِرَةً وَّتَعِيَهَآ اُذُنٌ وَّاعِيَةٌ

linaj‘alahā lakum tażkirataw wa ta‘iyahā użunuw wā‘iyah(tun).

for at gøre det til en advarsel for jer og for at det måtte blive hørt af ører, der vil lytte.

فَاِذَا نُفِخَ فِى الصُّوْرِ نَفْخَةٌ وَّاحِدَةٌ ۙ

fa iżā nufikha fiṣ-ṣūri nafkhatuw wāḥidah(tun).

Så når hornet blæses én gang,

وَّحُمِلَتِ الْاَرْضُ وَالْجِبَالُ فَدُكَّتَا دَكَّةً وَّاحِدَةًۙ

wa ḥumilatil-arḍu wal-jibālu fa dukkatā dakkataw wāḥidah(tan).

og jorden og bjergene løftes, og de to støder sammen én gang.

فَيَوْمَىِٕذٍ وَّقَعَتِ الْوَاقِعَةُۙ

fayauma'iżiw waqa‘atil-wāqi‘ah(tu).

Så på den dag indtræffer Dommedagen,

وَانْشَقَّتِ السَّمَاۤءُ فَهِيَ يَوْمَىِٕذٍ وَّاهِيَةٌۙ

wansyaqqatis-samā'u fahiya yauma'iżiw wāhiyah(tun).

og himlen splintres, for på den dag bliver himlen skrøbelig.

وَّالْمَلَكُ عَلٰٓى اَرْجَاۤىِٕهَاۗ وَيَحْمِلُ عَرْشَ رَبِّكَ فَوْقَهُمْ يَوْمَىِٕذٍ ثَمٰنِيَةٌ ۗ

wal-malaku ‘alā arjā'ihā, wa yaḥmilu ‘arsya rabbika fauqahum yauma'iżin ṡamāniyah(tun).

Og englene befinder sig i himlens forskellige hjørner. På den dag bærer otte engle din Herres 'Arsh (tron) på deres hoveder.

يَوْمَىِٕذٍ تُعْرَضُوْنَ لَا تَخْفٰى مِنْكُمْ خَافِيَةٌ

yauma'iżin tu‘raḍūna lā takhfā minkum khāfiyah(tun).

På den dag vil I blive stillet foran (jeres Herre), og intet af jer vil være skjult (for Allah).

فَاَمَّا مَنْ اُوْتِيَ كِتٰبَهٗ بِيَمِيْنِهٖ فَيَقُوْلُ هَاۤؤُمُ اقْرَءُوْا كِتٰبِيَهْۚ

fa ammā man ūtiya kitābahū biyamīnihī fa yaqūlu hā'umuqra'ū kitābiyah.

Men den, der får sin bog i sin højre hånd, vil sige: «Tag den, læs min bog (denne).

اِنِّيْ ظَنَنْتُ اَنِّيْ مُلٰقٍ حِسَابِيَهْۚ

innī ẓanantu annī mulāqin ḥisābiyah.

Sandelig, jeg er overbevist om, at jeg (en dag) vil blive stillet til regnskab for mig selv.

فَهُوَ فِيْ عِيْشَةٍ رَّاضِيَةٍۚ

fa huwa fī ‘īsyatir rāḍiyah(tin).

Så vil den person være i et liv, der er tilfredsstillende,

فِيْ جَنَّةٍ عَالِيَةٍۙ

fī jannatin ‘āliyah(tin).

i en høj paradis,

قُطُوْفُهَا دَانِيَةٌ

quṭūfuhā dāniyah(tun).

hvor frugterne er nær,

كُلُوْا وَاشْرَبُوْا هَنِيْۤـًٔا ۢبِمَآ اَسْلَفْتُمْ فِى الْاَيَّامِ الْخَالِيَةِ

kulū wasyrabū hanī'am bimā aslaftum fil-ayyāmil-khāliyah(ti).

(til dem vil der blive sagt): «Spis og drik med glæde på grund af de gode gerninger, I har udført i de forgangne dage.»

وَاَمَّا مَنْ اُوْتِيَ كِتٰبَهٗ بِشِمَالِهٖ ەۙ فَيَقُوْلُ يٰلَيْتَنِيْ لَمْ اُوْتَ كِتٰبِيَهْۚ

wa ammā man ūtiya kitābahū bisyimālih(ī), fa yaqūlu yā laitanī lam ūta kitābiyah.

Og den, hvis bog gives ham i venstre hånd, siger: «Gid min bog ikke var blevet givet mig.

وَلَمْ اَدْرِ مَا حِسَابِيَهْۚ

wa lam adri mā ḥisābiyah.

Så jeg ikke vidste, hvordan min regnskab ville se ud.

يٰلَيْتَهَا كَانَتِ الْقَاضِيَةَۚ

yā laitahā kānatil-qāḍiyah(ta).

Åh, måtte (døden) være det, der afslutter alt.

مَآ اَغْنٰى عَنِّيْ مَالِيَهْۚ

mā agnā ‘annī māliyah.

Min rigdom nytter mig intet.

هَلَكَ عَنِّيْ سُلْطٰنِيَهْۚ

halaka ‘annī sulṭāniyah.

Min magt er forsvundet fra mig.

خُذُوْهُ فَغُلُّوْهُۙ

khużūhu fagullūh(u).

(Allah siger), ”Grib ham og læg hans hånd om hans hals.”

ثُمَّ الْجَحِيْمَ صَلُّوْهُۙ

Ṡummal-jaḥīma ṣallūh(u).

Derefter skal I kaste ham ind i helvedes flammende ild.

ثُمَّ فِيْ سِلْسِلَةٍ ذَرْعُهَا سَبْعُوْنَ ذِرَاعًا فَاسْلُكُوْهُۗ

Ṡumma fī silsilatin żar‘uhā sab‘ūna żirā‘an faslukūh(u).

Derefter skal I binde ham med en kæde, der er syvoghalvfjerds alen lang.

اِنَّهٗ كَانَ لَا يُؤْمِنُ بِاللّٰهِ الْعَظِيْمِۙ

innahū kāna lā yu'minu billāhil-‘aẓīm(i).

Sandelig, han er den, der ikke tror på den Almægtige Gud.

وَلَا يَحُضُّ عَلٰى طَعَامِ الْمِسْكِيْنِۗ

wa lā yaḥuḍḍu ‘alā ṭa‘āmil-miskīn(i).

Og han opfordrede heller ikke (andre) til at give de fattige mad.

فَلَيْسَ لَهُ الْيَوْمَ هٰهُنَا حَمِيْمٌۙ

fa laisa lahul-yauma hāhunā ḥamīm(un).

Så i dag er der ingen ven for ham her.

وَّلَا طَعَامٌ اِلَّا مِنْ غِسْلِيْنٍۙ

wa lā ṭa‘āmun illā min gislīn(in).

Og der er ingen mad (til ham) undtagen blod og pus.

لَّا يَأْكُلُهٗٓ اِلَّا الْخٰطِـُٔوْنَ ࣖ

lā ya'kuluhū illal-khāṭi'ūn(a).

Ingen spiser det undtagen de syndige.

فَلَآ اُقْسِمُ بِمَا تُبْصِرُوْنَۙ

falā uqsimu bimā tubṣirūn(a).

Så jeg sværger ved det, I ser,

وَمَا لَا تُبْصِرُوْنَۙ

wa mā lā tubṣirūn(a).

og ved det, I ikke ser.

اِنَّهٗ لَقَوْلُ رَسُوْلٍ كَرِيْمٍۙ

innahū laqaulu rasūlin karīm(in).

Sandelig, den (Koranen) er en åbenbaring (nedsendt til) den ædle Profet,

وَّمَا هُوَ بِقَوْلِ شَاعِرٍۗ قَلِيْلًا مَّا تُؤْمِنُوْنَۙ

wa mā huwa biqauli syā‘ir(in), qalīlam mā tu'minūn(a).

og den (Koranen) er ikke en digters ord. I tror kun meget lidt på den.

وَلَا بِقَوْلِ كَاهِنٍۗ قَلِيْلًا مَّا تَذَكَّرُوْنَۗ

wa lā biqauli kāhin(in), qalīlam mā tażakkarūn(a).

Og heller ikke en spåmands ord. I tager kun meget lidt lærdom deraf.

تَنْزِيْلٌ مِّنْ رَّبِّ الْعٰلَمِيْنَ

tanzīlum mir rabbil-‘ālamīn(a).

Den (Koranen) er en åbenbaring, der er nedsendt fra Herren over alle verdener.

وَلَوْ تَقَوَّلَ عَلَيْنَا بَعْضَ الْاَقَاوِيْلِۙ

wa lau taqawwala ‘alainā ba‘ḍal-aqāwīl(i).

Og hvis han (Muhammad) fandt på nogle ord i Vores navn,

لَاَخَذْنَا مِنْهُ بِالْيَمِيْنِۙ

la'akhażnā minhu bil-yamīn(i).

ville Vi gribe ham i hans højre hånd.

ثُمَّ لَقَطَعْنَا مِنْهُ الْوَتِيْنَۖ

Ṡumma laqaṭa‘nā minhul-watīn(a).

Derefter vil Vi skære hans hjertestreng over.

فَمَا مِنْكُمْ مِّنْ اَحَدٍ عَنْهُ حٰجِزِيْنَۙ

famā minkum min aḥadin ‘anhu ḥājizīn(a).

Så vil ingen af jer kunne hindre (Os i at straffe ham).

وَاِنَّهٗ لَتَذْكِرَةٌ لِّلْمُتَّقِيْنَ

wa innahū latażkiratul lil-muttaqīn(a).

Og sandelig, (Koranen) er en lære for de gudfrygtige.

وَاِنَّا لَنَعْلَمُ اَنَّ مِنْكُمْ مُّكَذِّبِيْنَۗ

wa innā lana‘lamu anna minkum mukażżibīn(a).

Og sandelig, Vi ved, at der blandt jer er nogle, der benægter.

وَاِنَّهٗ لَحَسْرَةٌ عَلَى الْكٰفِرِيْنَۚ

wa innahū laḥasratun ‘alal-kāfirīn(a).

Og sandelig, (Koranen) vil vække anger hos de vantro (i det hinsides).

وَاِنَّهٗ لَحَقُّ الْيَقِيْنِ

wa innahū laḥaqqul-yaqīn(i).

Og sandelig, (Koranen) er en overbevisende sandhed.

فَسَبِّحْ بِاسْمِ رَبِّكَ الْعَظِيْمِ ࣖ

fa sabbiḥ bismi rabbikal-‘aẓīm(i).

Så pris din Herre, den Almægtige.

اَلْحَاۤقَّةُۙ

al-ḥāqqah(tu).

Dommedagen,

مَا الْحَاۤقَّةُ ۚ

mal-ḥāqqah(tu).

hvad er Dommedagen?

وَمَآ اَدْرٰىكَ مَا الْحَاۤقَّةُ ۗ

wa mā adrāka mal-ḥāqqah(tu).

Og ved I, hvad Dommedagen er?

كَذَّبَتْ ثَمُوْدُ وَعَادٌ ۢبِالْقَارِعَةِ

każżabat ṡamūdu wa ‘ādum bil-qāri‘ah(ti).

Samud-folket og 'Ad-folket benægtede Dommedagen.

فَاَمَّا ثَمُوْدُ فَاُهْلِكُوْا بِالطَّاغِيَةِ

fa'ammā ṡamūdu fa uhlikū biṭ-ṭāgiyah(ti).

Samud-folket blev tilintetgjort af et voldsomt brøl,

وَاَمَّا عَادٌ فَاُهْلِكُوْا بِرِيْحٍ صَرْصَرٍ عَاتِيَةٍۙ

wa ammā ‘ādun fa'uhlikū birīḥin ṣarṣarin ‘ātiyah(tin).

mens Ad-folket blev tilintetgjort af en meget kold storm,

سَخَّرَهَا عَلَيْهِمْ سَبْعَ لَيَالٍ وَّثَمٰنِيَةَ اَيَّامٍۙ حُسُوْمًا فَتَرَى الْقَوْمَ فِيْهَا صَرْعٰىۙ كَاَنَّهُمْ اَعْجَازُ نَخْلٍ خَاوِيَةٍۚ

sakhkharahā ‘alaihim sab‘a layāliw wa ṡamāniyata ayyām(in), ḥusūman fataral-qauma fīhā ṣar‘ā, ka'annahum a‘jāzu nakhlin khāwiyah(tin).

Allah lod den blæse over dem i syv nætter og otte dage i træk; så så I Ad-folket på det tidspunkt ligge døde som tomme (rådne) daddelpalmer.

فَهَلْ تَرٰى لَهُمْ مِّنْۢ بَاقِيَةٍ

fahal tarā lahum mim bāqiyah(tin).

Har I da set nogen, der er tilbage blandt dem?

وَجَاۤءَ فِرْعَوْنُ وَمَنْ قَبْلَهٗ وَالْمُؤْتَفِكٰتُ بِالْخَاطِئَةِۚ

wa jā'a fir‘aunu wa man qablahū wal-mu'tafikātu bil-khāṭi'ah(ti).

Derefter kom Farao og dem, der gik forud, og (indbyggerne i) de lande, der blev vendt på hovedet på grund af en stor synd.

فَعَصَوْا رَسُوْلَ رَبِّهِمْ فَاَخَذَهُمْ اَخْذَةً رَّابِيَةً

fa ‘aṣau rasūla rabbihim fa akhażahum akhżatar rābiyah(tan).

De trodsede deres Herres sendebud, og Allah straffede dem med en meget hård straf.

اِنَّا لَمَّا طَغَا الْمَاۤءُ حَمَلْنٰكُمْ فِى الْجَارِيَةِۙ

innā lammā ṭagal-mā'u ḥamalnākum fil-jāriyah(ti).

Da vandet steg (op til bjergene), førte Vi jeres forfædre ind i skibet,

لِنَجْعَلَهَا لَكُمْ تَذْكِرَةً وَّتَعِيَهَآ اُذُنٌ وَّاعِيَةٌ

linaj‘alahā lakum tażkirataw wa ta‘iyahā użunuw wā‘iyah(tun).

for at gøre det til en advarsel for jer og for at det måtte blive hørt af ører, der vil lytte.

فَاِذَا نُفِخَ فِى الصُّوْرِ نَفْخَةٌ وَّاحِدَةٌ ۙ

fa iżā nufikha fiṣ-ṣūri nafkhatuw wāḥidah(tun).

Så når hornet blæses én gang,

وَّحُمِلَتِ الْاَرْضُ وَالْجِبَالُ فَدُكَّتَا دَكَّةً وَّاحِدَةًۙ

wa ḥumilatil-arḍu wal-jibālu fa dukkatā dakkataw wāḥidah(tan).

og jorden og bjergene løftes, og de to støder sammen én gang.

فَيَوْمَىِٕذٍ وَّقَعَتِ الْوَاقِعَةُۙ

fayauma'iżiw waqa‘atil-wāqi‘ah(tu).

Så på den dag indtræffer Dommedagen,

وَانْشَقَّتِ السَّمَاۤءُ فَهِيَ يَوْمَىِٕذٍ وَّاهِيَةٌۙ

wansyaqqatis-samā'u fahiya yauma'iżiw wāhiyah(tun).

og himlen splintres, for på den dag bliver himlen skrøbelig.

وَّالْمَلَكُ عَلٰٓى اَرْجَاۤىِٕهَاۗ وَيَحْمِلُ عَرْشَ رَبِّكَ فَوْقَهُمْ يَوْمَىِٕذٍ ثَمٰنِيَةٌ ۗ

wal-malaku ‘alā arjā'ihā, wa yaḥmilu ‘arsya rabbika fauqahum yauma'iżin ṡamāniyah(tun).

Og englene befinder sig i himlens forskellige hjørner. På den dag bærer otte engle din Herres 'Arsh (tron) på deres hoveder.

يَوْمَىِٕذٍ تُعْرَضُوْنَ لَا تَخْفٰى مِنْكُمْ خَافِيَةٌ

yauma'iżin tu‘raḍūna lā takhfā minkum khāfiyah(tun).

På den dag vil I blive stillet foran (jeres Herre), og intet af jer vil være skjult (for Allah).

فَاَمَّا مَنْ اُوْتِيَ كِتٰبَهٗ بِيَمِيْنِهٖ فَيَقُوْلُ هَاۤؤُمُ اقْرَءُوْا كِتٰبِيَهْۚ

fa ammā man ūtiya kitābahū biyamīnihī fa yaqūlu hā'umuqra'ū kitābiyah.

Men den, der får sin bog i sin højre hånd, vil sige: «Tag den, læs min bog (denne).

اِنِّيْ ظَنَنْتُ اَنِّيْ مُلٰقٍ حِسَابِيَهْۚ

innī ẓanantu annī mulāqin ḥisābiyah.

Sandelig, jeg er overbevist om, at jeg (en dag) vil blive stillet til regnskab for mig selv.

فَهُوَ فِيْ عِيْشَةٍ رَّاضِيَةٍۚ

fa huwa fī ‘īsyatir rāḍiyah(tin).

Så vil den person være i et liv, der er tilfredsstillende,

فِيْ جَنَّةٍ عَالِيَةٍۙ

fī jannatin ‘āliyah(tin).

i en høj paradis,

قُطُوْفُهَا دَانِيَةٌ

quṭūfuhā dāniyah(tun).

hvor frugterne er nær,

كُلُوْا وَاشْرَبُوْا هَنِيْۤـًٔا ۢبِمَآ اَسْلَفْتُمْ فِى الْاَيَّامِ الْخَالِيَةِ

kulū wasyrabū hanī'am bimā aslaftum fil-ayyāmil-khāliyah(ti).

(til dem vil der blive sagt): «Spis og drik med glæde på grund af de gode gerninger, I har udført i de forgangne dage.»

وَاَمَّا مَنْ اُوْتِيَ كِتٰبَهٗ بِشِمَالِهٖ ەۙ فَيَقُوْلُ يٰلَيْتَنِيْ لَمْ اُوْتَ كِتٰبِيَهْۚ

wa ammā man ūtiya kitābahū bisyimālih(ī), fa yaqūlu yā laitanī lam ūta kitābiyah.

Og den, hvis bog gives ham i venstre hånd, siger: «Gid min bog ikke var blevet givet mig.

وَلَمْ اَدْرِ مَا حِسَابِيَهْۚ

wa lam adri mā ḥisābiyah.

Så jeg ikke vidste, hvordan min regnskab ville se ud.

يٰلَيْتَهَا كَانَتِ الْقَاضِيَةَۚ

yā laitahā kānatil-qāḍiyah(ta).

Åh, måtte (døden) være det, der afslutter alt.

مَآ اَغْنٰى عَنِّيْ مَالِيَهْۚ

mā agnā ‘annī māliyah.

Min rigdom nytter mig intet.

هَلَكَ عَنِّيْ سُلْطٰنِيَهْۚ

halaka ‘annī sulṭāniyah.

Min magt er forsvundet fra mig.

خُذُوْهُ فَغُلُّوْهُۙ

khużūhu fagullūh(u).

(Allah siger), ”Grib ham og læg hans hånd om hans hals.”

ثُمَّ الْجَحِيْمَ صَلُّوْهُۙ

Ṡummal-jaḥīma ṣallūh(u).

Derefter skal I kaste ham ind i helvedes flammende ild.

ثُمَّ فِيْ سِلْسِلَةٍ ذَرْعُهَا سَبْعُوْنَ ذِرَاعًا فَاسْلُكُوْهُۗ

Ṡumma fī silsilatin żar‘uhā sab‘ūna żirā‘an faslukūh(u).

Derefter skal I binde ham med en kæde, der er syvoghalvfjerds alen lang.

اِنَّهٗ كَانَ لَا يُؤْمِنُ بِاللّٰهِ الْعَظِيْمِۙ

innahū kāna lā yu'minu billāhil-‘aẓīm(i).

Sandelig, han er den, der ikke tror på den Almægtige Gud.

وَلَا يَحُضُّ عَلٰى طَعَامِ الْمِسْكِيْنِۗ

wa lā yaḥuḍḍu ‘alā ṭa‘āmil-miskīn(i).

Og han opfordrede heller ikke (andre) til at give de fattige mad.

فَلَيْسَ لَهُ الْيَوْمَ هٰهُنَا حَمِيْمٌۙ

fa laisa lahul-yauma hāhunā ḥamīm(un).

Så i dag er der ingen ven for ham her.

وَّلَا طَعَامٌ اِلَّا مِنْ غِسْلِيْنٍۙ

wa lā ṭa‘āmun illā min gislīn(in).

Og der er ingen mad (til ham) undtagen blod og pus.

لَّا يَأْكُلُهٗٓ اِلَّا الْخٰطِـُٔوْنَ ࣖ

lā ya'kuluhū illal-khāṭi'ūn(a).

Ingen spiser det undtagen de syndige.

فَلَآ اُقْسِمُ بِمَا تُبْصِرُوْنَۙ

falā uqsimu bimā tubṣirūn(a).

Så jeg sværger ved det, I ser,

وَمَا لَا تُبْصِرُوْنَۙ

wa mā lā tubṣirūn(a).

og ved det, I ikke ser.

اِنَّهٗ لَقَوْلُ رَسُوْلٍ كَرِيْمٍۙ

innahū laqaulu rasūlin karīm(in).

Sandelig, den (Koranen) er en åbenbaring (nedsendt til) den ædle Profet,

وَّمَا هُوَ بِقَوْلِ شَاعِرٍۗ قَلِيْلًا مَّا تُؤْمِنُوْنَۙ

wa mā huwa biqauli syā‘ir(in), qalīlam mā tu'minūn(a).

og den (Koranen) er ikke en digters ord. I tror kun meget lidt på den.

وَلَا بِقَوْلِ كَاهِنٍۗ قَلِيْلًا مَّا تَذَكَّرُوْنَۗ

wa lā biqauli kāhin(in), qalīlam mā tażakkarūn(a).

Og heller ikke en spåmands ord. I tager kun meget lidt lærdom deraf.

تَنْزِيْلٌ مِّنْ رَّبِّ الْعٰلَمِيْنَ

tanzīlum mir rabbil-‘ālamīn(a).

Den (Koranen) er en åbenbaring, der er nedsendt fra Herren over alle verdener.

وَلَوْ تَقَوَّلَ عَلَيْنَا بَعْضَ الْاَقَاوِيْلِۙ

wa lau taqawwala ‘alainā ba‘ḍal-aqāwīl(i).

Og hvis han (Muhammad) fandt på nogle ord i Vores navn,

لَاَخَذْنَا مِنْهُ بِالْيَمِيْنِۙ

la'akhażnā minhu bil-yamīn(i).

ville Vi gribe ham i hans højre hånd.

ثُمَّ لَقَطَعْنَا مِنْهُ الْوَتِيْنَۖ

Ṡumma laqaṭa‘nā minhul-watīn(a).

Derefter vil Vi skære hans hjertestreng over.

فَمَا مِنْكُمْ مِّنْ اَحَدٍ عَنْهُ حٰجِزِيْنَۙ

famā minkum min aḥadin ‘anhu ḥājizīn(a).

Så vil ingen af jer kunne hindre (Os i at straffe ham).

وَاِنَّهٗ لَتَذْكِرَةٌ لِّلْمُتَّقِيْنَ

wa innahū latażkiratul lil-muttaqīn(a).

Og sandelig, (Koranen) er en lære for de gudfrygtige.

وَاِنَّا لَنَعْلَمُ اَنَّ مِنْكُمْ مُّكَذِّبِيْنَۗ

wa innā lana‘lamu anna minkum mukażżibīn(a).

Og sandelig, Vi ved, at der blandt jer er nogle, der benægter.

وَاِنَّهٗ لَحَسْرَةٌ عَلَى الْكٰفِرِيْنَۚ

wa innahū laḥasratun ‘alal-kāfirīn(a).

Og sandelig, (Koranen) vil vække anger hos de vantro (i det hinsides).

وَاِنَّهٗ لَحَقُّ الْيَقِيْنِ

wa innahū laḥaqqul-yaqīn(i).

Og sandelig, (Koranen) er en overbevisende sandhed.

فَسَبِّحْ بِاسْمِ رَبِّكَ الْعَظِيْمِ ࣖ

fa sabbiḥ bismi rabbikal-‘aẓīm(i).

Så pris din Herre, den Almægtige.