Q.S An-Naml (اَلنَّمْل) - 93 Antal vers

طٰسۤ ۚ تِلْكَ اٰيٰتُ الْقُرْاٰنِ وَكِتَابٍ مُّبِيْنٍ ۙ

Ṭā sīn, tilka āyātul-qur'āni wa kitābim mubīn(in).

Tha Sin. Dette er versene i Koranen, den klare Bog,

هُدًى وَّبُشْرٰى لِلْمُؤْمِنِيْنَ ۙ

hudaw wa busyrā lil-mu'minīn(a).

en vejledning og en glædelig nyhed for de troende,

الَّذِيْنَ يُقِيْمُوْنَ الصَّلٰوةَ وَيُؤْتُوْنَ الزَّكٰوةَ وَهُمْ بِالْاٰخِرَةِ هُمْ يُوْقِنُوْنَ

allażīna yuqīmūnaṣ-ṣalāta wa yu'tūnaz-zakāta wa hum bil-ākhirati hum yūqinūn(a).

(nemlig) dem, der holder bønnen og betaler zakat, og som tror på det hinsides.

اِنَّ الَّذِيْنَ لَا يُؤْمِنُوْنَ بِالْاٰخِرَةِ زَيَّنَّا لَهُمْ اَعْمَالَهُمْ فَهُمْ يَعْمَهُوْنَ ۗ

innal-lażīna lā yu'minūna bil-ākhirati zayyannā lahum a‘mālahum fahum ya‘mahūn(a).

Sandelig, dem, der ikke tror på det hinsides, gør Vi deres (dårlige) handlinger til en fryd for dem, så de svælger i vildfarelse.

اُولٰۤىِٕكَ الَّذِيْنَ لَهُمْ سُوْۤءُ الْعَذَابِ وَهُمْ فِى الْاٰخِرَةِ هُمُ الْاَخْسَرُوْنَ

ulā'ikal-lażīna lahum sū'ul-‘ażābi wa hum fil-ākhirati humul-akhsarūn(a).

Det er dem, der vil få en frygtelig straf (i denne verden), og i det hinsides er de de største tabere.

وَاِنَّكَ لَتُلَقَّى الْقُرْاٰنَ مِنْ لَّدُنْ حَكِيْمٍ عَلِيْمٍ

wa innaka latulaqqal-qur'āna mil ladun ḥakīmin ‘alīm(in).

Og sandelig, du (Muhammad) har virkelig fået Koranen fra den Allvise, den Alvidende.

اِذْ قَالَ مُوْسٰى لِاَهْلِهٖٓ اِنِّيْٓ اٰنَسْتُ نَارًاۗ سَاٰتِيْكُمْ مِّنْهَا بِخَبَرٍ اَوْ اٰتِيْكُمْ بِشِهَابٍ قَبَسٍ لَّعَلَّكُمْ تَصْطَلُوْنَ

iż qāla mūsā li'ahlihī innī ānastu nārā(n), sa'ātīkum minhā bikhabarin au ātīkum bisyihābin qabasil la‘allakum taṣṭalūn(a).

(Husk) da Moses sagde til sin familie: »Sandelig, jeg ser en ild. Jeg vil bringe jer nyheden om den, eller jeg vil bringe jer en fakkel, så I kan varme jer ved ilden.«

فَلَمَّا جَاۤءَهَا نُوْدِيَ اَنْۢ بُوْرِكَ مَنْ فِى النَّارِ وَمَنْ حَوْلَهَاۗ وَسُبْحٰنَ اللّٰهِ رَبِّ الْعٰلَمِيْنَ

falammā jā'ahā nūdiya am būrika man fin-nāri wa man ḥaulahā, wa subḥānallāhi rabbil-‘ālamīn(a).

Da han kom derhen (til ilden), blev han tilkaldt: «»Velsignet er de, der er ved ilden, og de, der er omkring den. Helliget være Allah, Herren over alle verdener.«»

يٰمُوْسٰٓى اِنَّهٗٓ اَنَا اللّٰهُ الْعَزِيْزُ الْحَكِيْمُ ۙ

yā mūsā innahū anallāhul-‘azīzul-ḥakīm(u).

(Allah sagde): «O Moses! Sandelig Jeg er Allah den Almægtige den Alvidende.

وَاَلْقِ عَصَاكَ ۗفَلَمَّا رَاٰهَا تَهْتَزُّ كَاَنَّهَا جَاۤنٌّ وَّلّٰى مُدْبِرًا وَّلَمْ يُعَقِّبْۗ يٰمُوْسٰى لَا تَخَفْۗ اِنِّيْ لَا يَخَافُ لَدَيَّ الْمُرْسَلُوْنَ ۖ

wa alqi ‘aṣāk(a), falammā ra'āhā tahtazzu ka'annahā jānnuw wallā mudbiraw wa lam yu‘aqqib, yā mūsā lā takhaf, innī lā yakhāfu ladayyal-mursalūn(a).

Og kast din stav!” Da (staven blev til en slange og) Musa så den bevæge sig som en hurtig slange, løb han baglæns uden at se sig tilbage. ”O Musa! Frygt ikke! Sandelig, foran Mig behøver profeterne ikke at frygte,”

اِلَّا مَنْ ظَلَمَ ثُمَّ بَدَّلَ حُسْنًاۢ بَعْدَ سُوْۤءٍ فَاِنِّيْ غَفُوْرٌ رَّحِيْمٌ

illā man ẓalama ṡumma baddala ḥusnam ba‘da sū'in fa innī gafūrur raḥīm(un).

undtagen den, der handler uretfærdigt, men derefter forandrer sig til det gode efter det onde (omvender sig); for sandelig, Jeg er den Tilgivende, den Barmhjertige.

وَاَدْخِلْ يَدَكَ فِيْ جَيْبِكَ تَخْرُجْ بَيْضَاۤءَ مِنْ غَيْرِ سُوْۤءٍۙ فِيْ تِسْعِ اٰيٰتٍ اِلٰى فِرْعَوْنَ وَقَوْمِهٖۚ اِنَّهُمْ كَانُوْا قَوْمًا فٰسِقِيْنَ

wa adkhil yadaka fī jaibika takhruj baiḍā'a min gairi sū'(in), fī tis‘i āyātin ilā fir‘auna wa qaumih(ī), innahum kānū qauman fāsiqīn(a).

Og stik din hånd ind i kraven på din skjorte, så vil den komme ud hvid (lysende) og uden plet. (Disse to mirakler) hører til de ni mirakler (der vil blive fremvist) for Farao og hans folk. De er sandelig ugudelige.»

فَلَمَّا جَاۤءَتْهُمْ اٰيٰتُنَا مُبْصِرَةً قَالُوْا هٰذَا سِحْرٌ مُّبِيْنٌ ۚ

falammā jā'athum āyātunā mubṣiratan qālū hāżā siḥrum mubīn(un).

Da Vore tydelige mirakler nåede frem til dem, sagde de: »Dette er åbenlys trolddom.«

وَجَحَدُوْا بِهَا وَاسْتَيْقَنَتْهَآ اَنْفُسُهُمْ ظُلْمًا وَّعُلُوًّاۗ فَانْظُرْ كَيْفَ كَانَ عَاقِبَةُ الْمُفْسِدِيْنَ ࣖ

wa jaḥadū bihā wastaiqanathā anfusuhum ẓulmaw wa ‘uluwwā(n), fanẓur kaifa kāna ‘āqibatul-mufsidīn(a).

Og de fornægtede dem på grund af deres uretfærdighed og hovmod, selvom deres hjerter troede (sandheden) i det. Så se, hvordan det gik dem, der udøvede ødelæggelse.

وَلَقَدْ اٰتَيْنَا دَاوٗدَ وَسُلَيْمٰنَ عِلْمًاۗ وَقَالَا الْحَمْدُ لِلّٰهِ الَّذِيْ فَضَّلَنَا عَلٰى كَثِيْرٍ مِّنْ عِبَادِهِ الْمُؤْمِنِيْنَ

wa laqad ātainā dāwūda wa sulaimāna ‘ilmā(n), wa qālal-ḥamdu lillāhil-lażī faḍḍalanā ‘alā kaṡīrim min ‘ibādihil-mu'minīn(a).

Og sandelig, Vi gav David og Salomo viden; og de sagde begge: ”Al lovprisning tilhører Allah, som har foretrukket os frem for mange af Hans troende tjenere.”

وَوَرِثَ سُلَيْمٰنُ دَاوٗدَ وَقَالَ يٰٓاَيُّهَا النَّاسُ عُلِّمْنَا مَنْطِقَ الطَّيْرِ وَاُوْتِيْنَا مِنْ كُلِّ شَيْءٍۗ اِنَّ هٰذَا لَهُوَ الْفَضْلُ الْمُبِيْنُ

wa wariṡa sulaimānu dāwūda wa qāla yā ayyuhan-nāsu ‘ullimnā manṭiqaṭ-ṭairi wa ūtīnā min kulli syai'(in), inna hāżā lahuwal-faḍlul-mubīn(u).

Og Salomon arvede David, og han (Salomon) sagde: ”O mennesker! Vi har lært fuglenes sprog, og vi er blevet givet alt. Sandelig, alt dette er en åbenbar nåde.”

وَحُشِرَ لِسُلَيْمٰنَ جُنُوْدُهٗ مِنَ الْجِنِّ وَالْاِنْسِ وَالطَّيْرِ فَهُمْ يُوْزَعُوْنَ

wa ḥusyira lisulaimāna junūduhū minal-jinni wal-insi waṭ-ṭairi fahum yūza‘ūn(a).

Og for Salomon blev hans hær samlet af jinner, mennesker og fugle, og de marcherede i orden.

حَتّٰىٓ اِذَآ اَتَوْا عَلٰى وَادِ النَّمْلِۙ قَالَتْ نَمْلَةٌ يّٰٓاَيُّهَا النَّمْلُ ادْخُلُوْا مَسٰكِنَكُمْۚ لَا يَحْطِمَنَّكُمْ سُلَيْمٰنُ وَجُنُوْدُهٗۙ وَهُمْ لَا يَشْعُرُوْنَ

Ḥattā iżā atau ‘alā wādin-naml(i), qālat namlatuy yā ayyuhan-namludkhulū masākinakum, lā yaḥṭimannakum sulaimānu wa junūduhū wa hum lā yasy‘urūn(a).

Da de nåede myredalen, sagde en myre: ”O myrer! Gå ind i jeres huler, så I ikke bliver trådt ned af Salomon og hans hær, mens de ikke er klar over det.”

فَتَبَسَّمَ ضَاحِكًا مِّنْ قَوْلِهَا وَقَالَ رَبِّ اَوْزِعْنِيْٓ اَنْ اَشْكُرَ نِعْمَتَكَ الَّتِيْٓ اَنْعَمْتَ عَلَيَّ وَعَلٰى وَالِدَيَّ وَاَنْ اَعْمَلَ صَالِحًا تَرْضٰىهُ وَاَدْخِلْنِيْ بِرَحْمَتِكَ فِيْ عِبَادِكَ الصّٰلِحِيْنَ

fatabassama ḍāḥikam min qaulihā wa qāla rabbi auzi‘nī an asykura ni‘matakal-latī an‘amta ‘alayya wa ‘alā wālidayya wa an a‘mala ṣāliḥan tarḍāhu wa adkhilnī biraḥmatika fī ‘ibādikaṣ-ṣāliḥīn(a).

Da smilede han (Salomon) og lo ved at høre myrens ord. Og han bad: ”O min Herre, giv mig inspiration til at forblive taknemmelig for de velsignelser, Du har skænket mig og mine forældre, og til at udføre de gode gerninger, som Du finder behag i; og lad mig ved Din nåde indgå i rækken af Dine retfærdige tjenere.”

وَتَفَقَّدَ الطَّيْرَ فَقَالَ مَا لِيَ لَآ اَرَى الْهُدْهُدَۖ اَمْ كَانَ مِنَ الْغَاۤىِٕبِيْنَ

wa tafaqqadaṭ-ṭaira fa qāla mā liya lā aral-hudhud(a), am kāna minal-gā'ibīn(a).

Og han undersøgte fuglene og sagde: ”Hvorfor ser jeg ikke Hud-hud, er han blandt dem, der ikke er til stede?”

لَاُعَذِّبَنَّهٗ عَذَابًا شَدِيْدًا اَوْ لَاَا۟ذْبَحَنَّهٗٓ اَوْ لَيَأْتِيَنِّيْ بِسُلْطٰنٍ مُّبِيْنٍ

la'u‘ażżibannahū ‘ażāban syadīdan au la'ażbaḥannahū au laya'tiyannī bisulṭānim mubīn(in).

Jeg vil helt sikkert straffe ham med en hård straf eller slagte ham, medmindre han kommer til mig med en klar begrundelse.”

فَمَكَثَ غَيْرَ بَعِيْدٍ فَقَالَ اَحَطْتُّ بِمَا لَمْ تُحِطْ بِهٖ وَجِئْتُكَ مِنْ سَبَاٍ ۢبِنَبَاٍ يَّقِيْنٍ

famakaṡa gaira ba‘īdin faqāla aḥaṭtu bimā lam tuḥiṭ bihī wa ji'tuka min saba'im binaba'iy yaqīn(in).

Kort tid efter (kom Hud-hud), og han sagde: ”Jeg har erfaret noget, som du ikke ved. Jeg kommer til dig fra Saba' med en overbevisende nyhed.”

اِنِّيْ وَجَدْتُّ امْرَاَةً تَمْلِكُهُمْ وَاُوْتِيَتْ مِنْ كُلِّ شَيْءٍ وَّلَهَا عَرْشٌ عَظِيْمٌ

innī wajattumra'atan tamlikuhum wa ūtiyat min kulli syai'iw wa lahā ‘arsyun ‘aẓīm(un).

Sandelig, jeg fandt en kvinde, der herskede over dem, og hun var udstyret med alt og havde et stort trone.”

وَجَدْتُّهَا وَقَوْمَهَا يَسْجُدُوْنَ لِلشَّمْسِ مِنْ دُوْنِ اللّٰهِ وَزَيَّنَ لَهُمُ الشَّيْطٰنُ اَعْمَالَهُمْ فَصَدَّهُمْ عَنِ السَّبِيْلِ فَهُمْ لَا يَهْتَدُوْنَۙ

wajattuhā wa qaumahā yasjudūna lisy-syamsi min dūnillāhi wa zayyana lahumusy-syaiṭānu a‘mālahum fa ṣaddahum ‘anis-sabīli fahum lā yahtadūn(a).

Jeg (Hud-fuglen) fandt, at hun og hendes folk tilbad solen i stedet for Allah; og djævelen har gjort deres (onde) handlinger tiltrækkende for dem, så de er blevet afledt fra (Allahs) vej, og de har ikke fået vejledning,

اَلَّا يَسْجُدُوْا لِلّٰهِ الَّذِيْ يُخْرِجُ الْخَبْءَ فِى السَّمٰوٰتِ وَالْاَرْضِ وَيَعْلَمُ مَا تُخْفُوْنَ وَمَا تُعْلِنُوْنَ

allā yasjudū lillāhil-lażī yukhrijul-khab'a fis-samāwāti wal-arḍi wa ya‘lamu mā tukhfūna wa mā tu‘linūn(a).

de tilbeder heller ikke Allah, som frembringer det, der er skjult i himlen og på jorden, og som kender det, I skjuler, og det, I åbenbarer.

اَللّٰهُ لَآ اِلٰهَ اِلَّا هُوَۙ رَبُّ الْعَرْشِ الْعَظِيْمِ ۩

allāhu lā ilāha illā huwa rabbul-‘arsyil-‘aẓīm(i).

Allah, der er ingen gud uden Ham, Herren, som besidder den store Tron.”

۞ قَالَ سَنَنْظُرُ اَصَدَقْتَ اَمْ كُنْتَ مِنَ الْكٰذِبِيْنَ

qāla sananẓuru aṣadaqta am kunta minal-kāżibīn(a).

Han (Salomo) sagde: »Vi skal se, om du taler sandt eller er blandt de løgnagtige.«

اِذْهَبْ بِّكِتٰبِيْ هٰذَا فَاَلْقِهْ اِلَيْهِمْ ثُمَّ تَوَلَّ عَنْهُمْ فَانْظُرْ مَاذَا يَرْجِعُوْنَ

iżhab bikitābī hāżā fa alqih ilaihim ṡumma tawalla ‘anhum fanẓur māżā yarji‘ūn(a).

Gå med dette brev fra mig, kast det ned til dem, vend dig derefter bort fra dem, og lyt til, hvad de taler om.«

قَالَتْ يٰٓاَيُّهَا الْمَلَؤُا اِنِّيْٓ اُلْقِيَ اِلَيَّ كِتٰبٌ كَرِيْمٌ

qālat yā ayyuhal-mala'u innī ulqiya ilayya kitābun karīm(un).

Hun (Balqis) sagde: «O, I høvdinge! Der er sandelig blevet overbragt mig et ædelt brev.

اِنَّهٗ مِنْ سُلَيْمٰنَ وَاِنَّهٗ بِسْمِ اللّٰهِ الرَّحْمٰنِ الرَّحِيْمِ ۙ

innahū min sulaimāna wa innahū bismillāhir-raḥmānir-raḥīm(i).

Det er sandelig et brev fra Sulaiman, hvis indhold lyder: »I Allahs navn, den Barmhjertige, den Nådige,«

اَلَّا تَعْلُوْا عَلَيَّ وَأْتُوْنِيْ مُسْلِمِيْنَ ࣖ

allā ta‘lū ‘alayya wa'tūnī muslimīn(a).

Vær ikke hovmodig over for mig, men kom til mig som underkastede.«

قَالَتْ يٰٓاَيُّهَا الْمَلَؤُا اَفْتُوْنِيْ فِيْٓ اَمْرِيْۚ مَا كُنْتُ قَاطِعَةً اَمْرًا حَتّٰى تَشْهَدُوْنِ

qālat yā ayyuhal-mala'u aftūnī fī amrī, mā kuntu qāṭi‘atan amran ḥattā tasyhadūn(i).

Hun (Balqis) sagde: ”O, I høvdingar! Giv mig råd i min sag. Jeg træffer aldrig en afgørelse, før I er til stede i mit råd.”

قَالُوْا نَحْنُ اُولُوْا قُوَّةٍ وَّاُولُوْا بَأْسٍ شَدِيْدٍ ەۙ وَّالْاَمْرُ اِلَيْكِ فَانْظُرِيْ مَاذَا تَأْمُرِيْنَ

qālū naḥnu ulū quwwatiw wa ulū ba'sin syadīd(in), wal-amru ilaiki fanẓurī māżā ta'murīn(a).

De svarede: ”Vi besidder enestående styrke og mod (til at kæmpe), men beslutningen ligger hos dig; så overvej, hvad du vil befale.”

قَالَتْ اِنَّ الْمُلُوْكَ اِذَا دَخَلُوْا قَرْيَةً اَفْسَدُوْهَا وَجَعَلُوْٓا اَعِزَّةَ اَهْلِهَآ اَذِلَّةً ۚوَكَذٰلِكَ يَفْعَلُوْنَ

qālat innal-mulūka iżā dakhalū qaryatan afsadūhā wa ja‘alū a‘izzata ahlihā ażillah(tan), wa każālika yaf‘alūn(a).

Hun (Balqis) sagde: ”Når konger erobrer et land, ødelægger de det ganske vist og gør dets ædle indbyggere til skamme; og således vil de gøre.”

وَاِنِّيْ مُرْسِلَةٌ اِلَيْهِمْ بِهَدِيَّةٍ فَنٰظِرَةٌ ۢبِمَ يَرْجِعُ الْمُرْسَلُوْنَ

wa innī mursilatun ilaihim bihadiyyatin fanāẓiratun bima yarji‘ul-mursalūn(a).

Og sandelig, jeg vil sende bud til dem med gaver, og jeg vil afvente, hvad disse budbringere bringer tilbage.”

فَلَمَّا جَاۤءَ سُلَيْمٰنَ قَالَ اَتُمِدُّوْنَنِ بِمَالٍ فَمَآ اٰتٰىنِ َۧ اللّٰهُ خَيْرٌ مِّمَّآ اٰتٰىكُمْۚ بَلْ اَنْتُمْ بِهَدِيَّتِكُمْ تَفْرَحُوْنَ

falammā jā'a sulaimāna qāla atumiddūnani bimālin famā ātāniyallāhu khairum mimmā ātākum, bal antum bihadiyyatikum tafraḥūn(a).

Da de (budbringere) ankom til Salomon, sagde han: ”Vil I give mig rigdom? Det, som Allah har givet mig, er bedre end det, som Allah har givet jer; men I er stolte af jeres gaver.”

اِرْجِعْ اِلَيْهِمْ فَلَنَأْتِيَنَّهُمْ بِجُنُوْدٍ لَّا قِبَلَ لَهُمْ بِهَا وَلَنُخْرِجَنَّهُمْ مِّنْهَآ اَذِلَّةً وَّهُمْ صٰغِرُوْنَ

irji‘ ilaihim falana'tiyannahum bijunūdil lā qibala lahum bihā wa lanukhrijannahum minhā ażillataw wa hum ṣāgirūn(a).

Vend tilbage til dem! Sandelig, Vi vil bestemt komme til dem med en hær, som de ikke kan modstå, og Vi vil fordrive dem fra landet (Saba') i ydmygelse, og de vil blive (fanger) i ydmygelse.”

قَالَ يٰٓاَيُّهَا الْمَلَؤُا اَيُّكُمْ يَأْتِيْنِيْ بِعَرْشِهَا قَبْلَ اَنْ يَّأْتُوْنِيْ مُسْلِمِيْنَ

qāla yā ayyuhal-mala'u ayyukum ya'tīnī bi‘arsyihā qabla ay ya'tūnī muslimīn(a).

Han (Salomo) sagde: ”O, I høvdinge! Hvem af jer kan bringe hendes trone til mig, før de kommer til mig for at overgive sig?”

قَالَ عِفْرِيْتٌ مِّنَ الْجِنِّ اَنَا۠ اٰتِيْكَ بِهٖ قَبْلَ اَنْ تَقُوْمَ مِنْ مَّقَامِكَۚ وَاِنِّيْ عَلَيْهِ لَقَوِيٌّ اَمِيْنٌ

qāla ‘ifrītum minal-jinni ana atīka bihī qabla an taqūma mim maqāmik(a), wa innī ‘alaihi laqawiyyun amīn(un).

En ifrit blandt jinnerne sagde: ”Det er mig, der vil bringe den til dig, før du rejser dig fra din plads; og sandelig, jeg er stærk nok til det og kan stole på.”

قَالَ الَّذِيْ عِنْدَهٗ عِلْمٌ مِّنَ الْكِتٰبِ اَنَا۠ اٰتِيْكَ بِهٖ قَبْلَ اَنْ يَّرْتَدَّ اِلَيْكَ طَرْفُكَۗ فَلَمَّا رَاٰهُ مُسْتَقِرًّا عِنْدَهٗ قَالَ هٰذَا مِنْ فَضْلِ رَبِّيْۗ لِيَبْلُوَنِيْٓ ءَاَشْكُرُ اَمْ اَكْفُرُۗ وَمَنْ شَكَرَ فَاِنَّمَا يَشْكُرُ لِنَفْسِهٖۚ وَمَنْ كَفَرَ فَاِنَّ رَبِّيْ غَنِيٌّ كَرِيْمٌ

qālal-lażī ‘indahū ‘ilmum minal-kitābi ana ātīka bihī qabla ay yartadda ilaika ṭarfuk(a), falammā ra'āhu mustaqirran ‘indahū qāla hāżā min faḍli rabbī, liyabluwanī a'asykuru am akfur(u), wa man syakara fa'innamā yasykuru linafsih(ī), wa man kafara fa'inna rabbī ganiyyun karīm(un).

En, der havde viden fra Skriften, sagde: ”Jeg vil bringe tronen til dig, før dit øje blinker.” Da han (Salomo) så tronen stå foran sig, sagde han: ”Dette er en af min Herres nådegaver for at prøve mig, om jeg er taknemmelig eller utaknemmelig (for Hans nåde). Den, der er taknemmelig, er i sandhed taknemmelig for sin egen skyld, og den, der er utaknemmelig, min Herre er i sandhed den Rige, den Ærede.”

قَالَ نَكِّرُوْا لَهَا عَرْشَهَا نَنْظُرْ اَتَهْتَدِيْٓ اَمْ تَكُوْنُ مِنَ الَّذِيْنَ لَا يَهْتَدُوْنَ

qāla nakkirū lahā ‘arsyahā nanẓur atahtadī am takūnu minal-lażīna lā yahtadūn(a).

Han (Salomo) sagde: ”Forvandl hendes trone for hende; vi vil se, om hun (Balqis) genkender den eller ikke genkender den.”

فَلَمَّا جَاۤءَتْ قِيْلَ اَهٰكَذَا عَرْشُكِۗ قَالَتْ كَاَنَّهٗ هُوَۚ وَاُوْتِيْنَا الْعِلْمَ مِنْ قَبْلِهَا وَكُنَّا مُسْلِمِيْنَ

falammā jā'at qīla ahakażā ‘arsyuk(i), qālat ka'annahū huw(a), wa ūtīnal-‘ilma min qablihā wa kunnā muslimīn(a).

Da hun (Balqis) kom, blev hun spurgt: ”Er din trone sådan her?” Hun (Balqis) svarede: ”Det ligner den.” (Og hun, Balqis, sagde): ”Vi har fået viden på forhånd, og vi er dem, der underkaster os (Allah).”

وَصَدَّهَا مَا كَانَتْ تَّعْبُدُ مِنْ دُوْنِ اللّٰهِ ۗاِنَّهَا كَانَتْ مِنْ قَوْمٍ كٰفِرِيْنَ

wa ṣaddahā mā kānat ta‘budu min dūnillāh(i), innahā kānat min qaumin kāfirīn(a).

Og det, hun plejede at tilbede ud over Allah, har forhindret hende (i at tro); sandelig, hun tilhørte tidligere de vantro.

قِيْلَ لَهَا ادْخُلِى الصَّرْحَۚ فَلَمَّا رَاَتْهُ حَسِبَتْهُ لُجَّةً وَّكَشَفَتْ عَنْ سَاقَيْهَاۗ قَالَ اِنَّهٗ صَرْحٌ مُّمَرَّدٌ مِّنْ قَوَارِيْرَ ەۗ قَالَتْ رَبِّ اِنِّيْ ظَلَمْتُ نَفْسِيْ وَاَسْلَمْتُ مَعَ سُلَيْمٰنَ لِلّٰهِ رَبِّ الْعٰلَمِيْنَ ࣖ

qīla lahadkhuliṣ-ṣarḥ(a), falammā ra'athu ḥasibathu lujjataw wa kasyafat ‘an sāqaihā, qāla innahū ṣarḥum mumarradum min qawārīr(a), qālat rabbi innī ẓalamtu nafsī wa aslamtu ma‘a sulaimāna lillāhi rabbil-‘ālamīn(a).

Det blev sagt til hende (Balqis): »Træd ind i paladset.« Da hun (Balqis) så (paladsets gulv), troede hun, at det var en stor vanddam, og hun løftede (dækslet) over sine lægge. Han (Sulaiman) sagde: »Sandelig, dette er blot paladsets gulv, der er beklædt med glas.« Hun (Balqis) sagde: »O min Herre, sandelig, jeg har gjort mig selv uret. Jeg overgiver mig sammen med Sulaiman til Allah, Herren over hele verden.«

وَلَقَدْ اَرْسَلْنَآ اِلٰى ثَمُوْدَ اَخَاهُمْ صٰلِحًا اَنِ اعْبُدُوا اللّٰهَ فَاِذَا هُمْ فَرِيْقٰنِ يَخْتَصِمُوْنَ

wa laqad arsalnā ilā ṡamūda akhāhum ṣāliḥan ani‘budullāha fa'iżā hum farīqāni yakhtaṣimūn(a).

Og sandelig, Vi sendte til (folket) Samud deres bror, nemlig Saleh (som opfordrede): »Tilbed Allah!« Men pludselig blev de to fjendtlige grupper.

قَالَ يٰقَوْمِ لِمَ تَسْتَعْجِلُوْنَ بِالسَّيِّئَةِ قَبْلَ الْحَسَنَةِۚ لَوْلَا تَسْتَغْفِرُوْنَ اللّٰهَ لَعَلَّكُمْ تُرْحَمُوْنَ

qāla yā qaumi lima tasta‘jilūna bis-sayyi'ati qablal-ḥasanah(ti), lau lā tastagfirūnallāha la‘allakum turḥamūn(a).

Han (Saleh) sagde: ”O mit folk! Hvorfor beder I om det onde før det gode? Hvorfor beder I ikke Allah om tilgivelse, så I kan få barmhjertighed?”

قَالُوا اطَّيَّرْنَا بِكَ وَبِمَنْ مَّعَكَۗ قَالَ طٰۤىِٕرُكُمْ عِنْدَ اللّٰهِ بَلْ اَنْتُمْ قَوْمٌ تُفْتَنُوْنَ

qāluṭ ṭayyarnā bika wa bimam ma‘ak(a), qāla ṭā'irukum ‘indallāhi bal antum qaumun tuftanūn(a).

De svarede: ”Vi har fået en ulykkelig skæbne på grund af dig og dem, der er sammen med dig.” Han (Saleh) sagde: ”Jeres skæbne ligger hos Allah (det er ikke os, der er årsagen), men I er et folk, der bliver sat på prøve.”

وَكَانَ فِى الْمَدِيْنَةِ تِسْعَةُ رَهْطٍ يُّفْسِدُوْنَ فِى الْاَرْضِ وَلَا يُصْلِحُوْنَ

wa kāna fil-madīnati tis‘atu rahṭiy yufsidūna fil-arḍi wa lā yuṣliḥūn(a).

Og i byen var der ni mænd, der udøvede ondskab på jorden; de udførte ingen god gerning.

قَالُوْا تَقَاسَمُوْا بِاللّٰهِ لَنُبَيِّتَنَّهٗ وَاَهْلَهٗ ثُمَّ لَنَقُوْلَنَّ لِوَلِيِّهٖ مَا شَهِدْنَا مَهْلِكَ اَهْلِهٖ وَاِنَّا لَصٰدِقُوْنَ

qālū taqāsamū billāhi lanubayyitannahū wa ahlahū ṡumma lanaqūlanna liwaliyyihī mā syahidnā mahlika ahlihī wa innā laṣādiqūn(a).

De sagde: ”Sværg ved Allah, at vi vil angribe ham og hans familie om natten, og derefter vil vi sige til hans arvinger, at vi ikke var vidner til hans families undergang, og sandelig, vi er de retfærdige.”

وَمَكَرُوْا مَكْرًا وَّمَكَرْنَا مَكْرًا وَّهُمْ لَا يَشْعُرُوْنَ

wa makarū makraw wa makarnā makraw wa hum lā yasy‘urūn(a).

Og de udtænkte en list, og Vi udtænkte en list, mens de ikke var klar over det.

فَانْظُرْ كَيْفَ كَانَ عَاقِبَةُ مَكْرِهِمْ اَنَّا دَمَّرْنٰهُمْ وَقَوْمَهُمْ اَجْمَعِيْنَ

fanẓur kaifa kāna ‘āqibatu makrihim annā dammarnāhum wa qaumahum ajma‘īn(a).

Så se, hvordan det gik med deres list, at Vi tilintetgjorde dem og hele deres folk.

فَتِلْكَ بُيُوْتُهُمْ خَاوِيَةً ۢبِمَا ظَلَمُوْاۗ اِنَّ فِيْ ذٰلِكَ لَاٰيَةً لِّقَوْمٍ يَّعْلَمُوْنَ

fatilka buyūtuhum khāwiyatam bimā ẓalamū, inna fī żālika la'āyatal liqaumiy ya‘lamūn(a).

Så det er deres huse, der er faldet sammen på grund af deres uretfærdighed. Sandelig, i det ligger der et tegn (på Allahs magt) for dem, der ved.

وَاَنْجَيْنَا الَّذِيْنَ اٰمَنُوْا وَكَانُوْا يَتَّقُوْنَ

wa anjainal-lażīna āmanū wa kānū yattaqūn(a).

Og Vi frelste de troende, og de var altid gudfrygtige.

وَلُوْطًا اِذْ قَالَ لِقَوْمِهٖٓ اَتَأْتُوْنَ الْفَاحِشَةَ وَاَنْتُمْ تُبْصِرُوْنَ

wa lūṭan iż qāla liqaumihī ata'tūnal-fāḥisyata wa antum tubṣirūn(a).

Og (husk historien om) Lot, da han sagde til sit folk: ”Hvorfor begår I denne afskyelige handling, når I ser den (den afskyelige synd)?”

اَىِٕنَّكُمْ لَتَأْتُوْنَ الرِّجَالَ شَهْوَةً مِّنْ دُوْنِ النِّسَاۤءِ ۗبَلْ اَنْتُمْ قَوْمٌ تَجْهَلُوْنَ

a'innakum lata'tūnar-rijāla syahwatam min dūnin-nisā'(i), bal antum qaumun tajhalūn(a).

Hvorfor opsøger I mænd for at (tilfredsstille) jeres lyst, i stedet for (at opsøge) kvinder? Sandelig, I er et folk, der ikke ved (konsekvenserne af jeres handlinger).

۞ فَمَا كَانَ جَوَابَ قَوْمِهٖٓ اِلَّآ اَنْ قَالُوْٓا اَخْرِجُوْٓا اٰلَ لُوْطٍ مِّنْ قَرْيَتِكُمْۙ اِنَّهُمْ اُنَاسٌ يَّتَطَهَّرُوْنَ

famā kāna jawāba qaumihī illā an qālū akhrijū āla lūṭim min qaryatikum, innahum unāsuy yataṭahharūn(a).

Hans folks svar var intet andet end at sige: »Forvis Lut og hans familie fra jeres land; sandelig, de er folk, der (anser sig selv for) rene.«

فَاَنْجَيْنٰهُ وَاَهْلَهٗٓ اِلَّا امْرَاَتَهٗ قَدَّرْنٰهَا مِنَ الْغٰبِرِيْنَ

fa'anjaināhu wa ahlahū illamra'atahū qaddarnāhā minal-gābirīn(a).

Så reddede Vi ham og hans familie, undtagen hans hustru. Vi havde bestemt, at hun skulle være blandt dem, der blev efterladt (og tilintetgjort).

وَاَمْطَرْنَا عَلَيْهِمْ مَّطَرًاۚ فَسَاۤءَ مَطَرُ الْمُنْذَرِيْنَ ࣖ

wa amṭarnā ‘alaihim maṭarā(n), fasā'a maṭarul-munżarīn(a).

Og Vi lod en regn (af sten) falde over dem; og hvor forfærdelig var den regn, der ramte dem, der var blevet advaret (men ikke lyttede).

قُلِ الْحَمْدُ لِلّٰهِ وَسَلٰمٌ عَلٰى عِبَادِهِ الَّذِيْنَ اصْطَفٰىۗ ءٰۤاللّٰهُ خَيْرٌ اَمَّا يُشْرِكُوْنَ ۔

qulil-ḥamdu lillāhi wa salāmun ‘alā ‘ibādihil-lażīnaṣṭafā, āllāhu khairun ammā yusyrikūn(a).

Sig (Muhammad): »Al lovprisning tilhører Allah, og fred være med Hans udvalgte tjenere. Er Allah bedre, eller det, de sætter ved siden af Ham?«

اَمَّنْ خَلَقَ السَّمٰوٰتِ وَالْاَرْضَ وَاَنْزَلَ لَكُمْ مِّنَ السَّمَاۤءِ مَاۤءً فَاَنْۢبَتْنَا بِهٖ حَدَاۤىِٕقَ ذَاتَ بَهْجَةٍۚ مَا كَانَ لَكُمْ اَنْ تُنْۢبِتُوْا شَجَرَهَاۗ ءَاِلٰهٌ مَّعَ اللّٰهِ ۗبَلْ هُمْ قَوْمٌ يَّعْدِلُوْنَ ۗ

am man khalaqas-samāwāti wal-arḍa wa anzala minas-samā'i mā'an fa ambatnā bihī ḥadā'iqa żāta bahjah(tin), mā kāna lakum an tumbitū syajarahā, a'ilāhum ma‘allāh(i), bal hum qaumuy ya‘dilūn(a).

Er det ikke Ham (Allah), der skabte himlene og jorden og sendte vand ned fra himlen til jer, hvorefter Vi med det vand lod smukke haver vokse frem? I ville ikke være i stand til at få træerne til at vokse. Er der en anden gud ved siden af Allah? I virkeligheden er de folk, der er afveget (fra sandheden).

اَمَّنْ جَعَلَ الْاَرْضَ قَرَارًا وَّجَعَلَ خِلٰلَهَآ اَنْهٰرًا وَّجَعَلَ لَهَا رَوَاسِيَ وَجَعَلَ بَيْنَ الْبَحْرَيْنِ حَاجِزًاۗ ءَاِلٰهٌ مَّعَ اللّٰهِ ۗبَلْ اَكْثَرُهُمْ لَا يَعْلَمُوْنَ ۗ

am man ja‘alal-arḍa qarāraw wa ja‘ala khilālahā anhāraw wa ja‘ala lahā rawāsiya wa ja‘ala bainal-baḥraini ḥājizā(n), a'ilāhum ma‘allāh(i), bal akṡaruhum lā ya‘lamūn(a).

Er det ikke Ham (Allah), der har gjort jorden til et opholdssted, der har skabt floder i dens kløfter, der har skabt bjerge for at (styrke) den, og der har skabt en adskillelse mellem de to have? Er der en gud (uden for Allah)? I virkeligheden ved de fleste af dem det ikke.

اَمَّنْ يُّجِيْبُ الْمُضْطَرَّ اِذَا دَعَاهُ وَيَكْشِفُ السُّوْۤءَ وَيَجْعَلُكُمْ خُلَفَاۤءَ الْاَرْضِۗ ءَاِلٰهٌ مَّعَ اللّٰهِ ۗقَلِيْلًا مَّا تَذَكَّرُوْنَۗ

am may yujībul-muḍṭarra iżā da‘āhu wa yaksyifus-sū'a wa yaj‘alukum khulafā'a fil-arḍ(i), a'ilāhum ma‘allāh(i), qalīlam mā tażakkarūn(a).

Er det ikke Ham (Allah), der imødekommer den nødstedtes bøn, når han beder til Ham, og fjerner trængslen og gør jer (mennesker) til khalifah (ledere) på jorden? Findes der en gud (uden for Allah)? I husker kun meget lidt (af Allahs nåde).

اَمَّنْ يَّهْدِيْكُمْ فِيْ ظُلُمٰتِ الْبَرِّ وَالْبَحْرِ وَمَنْ يُّرْسِلُ الرِّيٰحَ بُشْرًاۢ بَيْنَ يَدَيْ رَحْمَتِهٖۗ ءَاِلٰهٌ مَّعَ اللّٰهِ ۗتَعٰلَى اللّٰهُ عَمَّا يُشْرِكُوْنَ

am may yahdīkum fī ẓulumātil-barri wal-baḥri wa may yursilur-riyāḥa busyram baina yadai raḥmatih(ī), a'ilāhum ma‘allāh(i), ta‘ālallāhu ‘ammā yusyrikūn(a).

Er det ikke Ham (Allah), der vejleder jer i mørket på land og til søs, og som sender vinden som en glædelig nyhed forud for Hans barmhjertighed? Er der andre guder ved siden af Allah? Allah er ophøjet over det, de sætter ved siden af Ham.

اَمَّنْ يَّبْدَؤُا الْخَلْقَ ثُمَّ يُعِيْدُهٗ وَمَنْ يَّرْزُقُكُمْ مِّنَ السَّمَاۤءِ وَالْاَرْضِۗ ءَاِلٰهٌ مَّعَ اللّٰهِ ۗقُلْ هَاتُوْا بُرْهَانَكُمْ اِنْ كُنْتُمْ صٰدِقِيْنَ

am may yabda'ul-khalqa ṡumma yu‘īduhū wa may yarzuqukum minas-samā'i wal-arḍ(i), a'ilāhum ma‘allāh(i), qul hātū burhānakum in kuntum ṣādiqīn(a).

Er det ikke Ham (Allah), der skabte (væsenerne) fra begyndelsen, derefter gentog det (igen) og forsyner jer fra himlen og jorden? Er der andre guder ved siden af Allah? Sig: »Fremlæg jeres beviser, hvis I taler sandt.«

قُلْ لَّا يَعْلَمُ مَنْ فِى السَّمٰوٰتِ وَالْاَرْضِ الْغَيْبَ اِلَّا اللّٰهُ ۗوَمَا يَشْعُرُوْنَ اَيَّانَ يُبْعَثُوْنَ

qul lā ya‘lamu man fis-samāwāti wal-arḍil gaiba illallāh(u), wa mā yasy‘urūna ayyāna yub‘aṡūn(a).

Sig (Muhammad): »Intet i himlene og på jorden kender det skjulte, undtagen Allah. Og de ved ikke, hvornår de vil blive oprejst.«

بَلِ ادّٰرَكَ عِلْمُهُمْ فِى الْاٰخِرَةِۗ بَلْ هُمْ فِيْ شَكٍّ مِّنْهَاۗ بَلْ هُمْ مِّنْهَا عَمُوْنَ ࣖ

balid dāraka ‘ilmuhum fil-ākhirah(ti), bal hum fī syakkim minhā, bal hum minhā ‘amūn(a).

Deres viden om det hinsides rækker ikke engang dertil. De tvivler endda på det (det hinsides). De er endda blinde for det.

وَقَالَ الَّذِيْنَ كَفَرُوْٓا ءَاِذَا كُنَّا تُرٰبًا وَّاٰبَاۤؤُنَآ اَىِٕنَّا لَمُخْرَجُوْنَ

wa qālal-lażīna kafarū a'iżā kunnā turābaw wa ābā'unā a'innā lamukhrajūn(a).

Og de vantro siger: ”Når vi er blevet til jord, og (ligeledes) vores forfædre, skal vi da virkelig opvække (fra gravene)?”

لَقَدْ وُعِدْنَا هٰذَا نَحْنُ وَاٰبَاۤؤُنَا مِنْ قَبْلُۙ اِنْ هٰذَآ اِلَّآ اَسَاطِيْرُ الْاَوَّلِيْنَ

laqad wu‘idnā hāżā naḥnu wa ābā'unā min qabl(u), in hāżā illā asāṭīrul-awwalīn(a).

Vi er længe blevet truet med dette (opstandelsens dag); vi og vores forfædre. I virkeligheden er dette blot fortællinger fra fortiden.”

قُلْ سِيْرُوْا فِى الْاَرْضِ فَانْظُرُوْا كَيْفَ كَانَ عَاقِبَةُ الْمُجْرِمِيْنَ

qul sīrū fil-arḍi fanẓurū kaifa kāna ‘āqibatul-mujrimīn(a).

Sig (Muhammad): »Gå rundt på jorden, og se, hvordan det endte med de syndige.«

وَلَا تَحْزَنْ عَلَيْهِمْ وَلَا تَكُنْ فِيْ ضَيْقٍ مِّمَّا يَمْكُرُوْنَ

wa lā taḥzan ‘alaihim wa lā takun fī ḍaiqim mimmā yamkurūn(a).

Og vær ikke bedrøvet over dem, og lad ikke dit hjerte blive snævert over deres forsøg på svig.«

وَيَقُوْلُوْنَ مَتٰى هٰذَا الْوَعْدُ اِنْ كُنْتُمْ صٰدِقِيْنَ

wa yaqūlūna matā hāżal-wa‘du in kuntum ṣādiqīn(a).

Og de (de vantro) siger: ”Hvornår kommer denne løfte (straf), hvis du taler sandt?”

قُلْ عَسٰٓى اَنْ يَّكُوْنَ رَدِفَ لَكُمْ بَعْضُ الَّذِيْ تَسْتَعْجِلُوْنَ

qul ‘asā ay yakūna radifa lakum ba‘ḍul-lażī tasta‘jilūn(a).

Sig (Muhammad): ”Måske er en del af den (straf), I beder om at få fremskyndet, allerede ved at nå jer.”

وَاِنَّ رَبَّكَ لَذُوْ فَضْلٍ عَلَى النَّاسِ وَلٰكِنَّ اَكْثَرَهُمْ لَا يَشْكُرُوْنَ

wa inna rabbaka lażū faḍlin ‘alan-nāsi wa lākinna akṡarahum lā yasykurūn(a).

Og sandelig, din Herre er sandelig gavmild over for menneskene, men de fleste af dem er ikke taknemmelige.

وَاِنَّ رَبَّكَ لَيَعْلَمُ مَا تُكِنُّ صُدُوْرُهُمْ وَمَا يُعْلِنُوْنَ

wa inna rabbaka laya‘lamu mā tukinnu ṣudūruhum wa mā yu‘linūn(a).

Og sandelig, din Herre ved, hvad der er skjult i deres bryst, og hvad de giver udtryk for.

وَمَا مِنْ غَاۤىِٕبَةٍ فِى السَّمَاۤءِ وَالْاَرْضِ اِلَّا فِيْ كِتٰبٍ مُّبِيْنٍ

wa mā min gā'ibatin fis-samā'i wal-arḍi illā fī kitābim mubīn(in).

Og der er intet skjult i himlene og på jorden, men det er (nedskrevet) i den klare Bog (Lauh Mahfuzh).

اِنَّ هٰذَا الْقُرْاٰنَ يَقُصُّ عَلٰى بَنِيْٓ اِسْرَاۤءِيْلَ اَكْثَرَ الَّذِيْ هُمْ فِيْهِ يَخْتَلِفُوْنَ

inna hāżal-qur'āna yaquṣṣu ‘alā banī isrā'īla akṡaral-lażī hum fīhi yakhtalifūn(a).

Sandelig, denne Koran forklarer Bani Israil det meste af det, de strides om.

وَاِنَّهٗ لَهُدًى وَّرَحْمَةٌ لِّلْمُؤْمِنِيْنَ

wa innahū lahudaw wa raḥmatul lil-mu'minīn(a).

Og sandelig, (Koranen) er sandelig en vejledning og en barmhjertighed for de troende.

اِنَّ رَبَّكَ يَقْضِيْ بَيْنَهُمْ بِحُكْمِهٖۚ وَهُوَ الْعَزِيْزُ الْعَلِيْمُۚ

inna rabbaka yaqḍī bainahum biḥukmih(ī), wa huwal-‘azīzul-‘alīm(u).

Sandelig, din Herre vil afgøre (sagen) mellem dem ved Sin dom, og Han er den Almægtige, den Alvidende.

فَتَوَكَّلْ عَلَى اللّٰهِ ۗاِنَّكَ عَلَى الْحَقِّ الْمُبِيْنِ

fatawakkal ‘alallāh(i), innaka ‘alal-ḥaqqil mubīn(i).

Så sæt din lid til Allah, sandelig, du (Muhammad) er på den åbenbare sandhed.

اِنَّكَ لَا تُسْمِعُ الْمَوْتٰى وَلَا تُسْمِعُ الصُّمَّ الدُّعَاۤءَ اِذَا وَلَّوْا مُدْبِرِيْنَ

innaka lā tusmi‘ul-mautā wa lā tusmi‘uṣ-ṣummad-du‘ā'a iżā wallau mudbirīn(a).

Sandelig, du kan ikke få de døde til at høre, og (heller ikke) få de døve til at høre opfordringen, når de har vendt ryggen til.

وَمَآ اَنْتَ بِهٰدِى الْعُمْيِ عَنْ ضَلٰلَتِهِمْۗ اِنْ تُسْمِعُ اِلَّا مَنْ يُّؤْمِنُ بِاٰيٰتِنَا فَهُمْ مُّسْلِمُوْنَ

wa mā anta bihādil-‘umyi ‘an ḍalālatihim, in tusmi‘u illā may yu'minu bi'āyātinā fahum muslimūn(a).

Og du vil ikke kunne vejlede den blinde ud af hans vildfarelse. Du kan ikke få (nogen som helst) til at høre, undtagen dem, der tror på Vore tegn, og som derefter overgiver sig.

۞ وَاِذَا وَقَعَ الْقَوْلُ عَلَيْهِمْ اَخْرَجْنَا لَهُمْ دَاۤبَّةً مِّنَ الْاَرْضِ تُكَلِّمُهُمْ اَنَّ النَّاسَ كَانُوْا بِاٰيٰتِنَا لَا يُوْقِنُوْنَ ࣖ

wa iżā waqa‘al-qaulu ‘alaihim akhrajnā lahum dābbatam minal-arḍi tukallimuhum annan-nāsa kānū bi'āyātinā lā yūqinūn(a).

Og når ordet (om verdens undergang) er gået i opfyldelse over dem, vil Vi frembringe levende væsener fra jorden, som vil sige til dem: ›Menneskene troede ikke på Vore tegn.‹

وَيَوْمَ نَحْشُرُ مِنْ كُلِّ اُمَّةٍ فَوْجًا مِّمَّنْ يُّكَذِّبُ بِاٰيٰتِنَا فَهُمْ يُوْزَعُوْنَ

wa yauma naḥsyuru min kulli ummatin faujam mimmay yukażżibu bi'āyātinā fahum yūza‘ūn(a).

Og (husk) den dag (hvor) Vi samler fra hvert folk en gruppe mennesker, der fornægter Vore tegn, hvorefter de deles op (i grupper).

حَتّٰٓى اِذَا جَاۤءُوْ قَالَ اَكَذَّبْتُمْ بِاٰيٰتِيْ وَلَمْ تُحِيْطُوْا بِهَا عِلْمًا اَمَّاذَا كُنْتُمْ تَعْمَلُوْنَ

Ḥattā iżā jā'ū qāla akażżabtum bi'āyātī wa lam tuḥīṭū bihā ‘ilman ammāżā kuntum ta‘malūn(a).

Indtil når de kommer, vil Han (Allah) sige: »Hvorfor har I fornægtet Mine tegn, når I ikke havde viden om det, eller hvad har I gjort?«

وَوَقَعَ الْقَوْلُ عَلَيْهِمْ بِمَا ظَلَمُوْا فَهُمْ لَا يَنْطِقُوْنَ

wa waqa‘al-qaulu ‘alaihim bimā ẓalamū fahum lā yanṭiqūn(a).

Og ordet (løftet om straf) vil træde i kraft over dem på grund af deres uretfærdighed, så de ikke kan sige noget.

اَلَمْ يَرَوْا اَنَّا جَعَلْنَا الَّيْلَ لِيَسْكُنُوْا فِيْهِ وَالنَّهَارَ مُبْصِرًاۗ اِنَّ فِيْ ذٰلِكَ لَاٰيٰتٍ لِّقَوْمٍ يُّؤْمِنُوْنَ

alam yarau annā ja‘alnal-laila liyaskunū fīhi wan-nahāra mubṣirā(n), inna fī żālika la'āyātil liqaumiy yu'minūn(a).

Har de ikke bemærket, at Vi har skabt natten, så de kan hvile sig i den, og (skabt) dagen, der lyser op? Sandelig, i det ligger der tegn (på Allahs storhed) for de troende.

وَيَوْمَ يُنْفَخُ فِى الصُّوْرِ فَفَزِعَ مَنْ فِى السَّمٰوٰتِ وَمَنْ فِى الْاَرْضِ اِلَّا مَنْ شَاۤءَ اللّٰهُ ۗوَكُلٌّ اَتَوْهُ دٰخِرِيْنَ

wa yauma yunfakhu fiṣ-ṣūri fa fazi‘a man fis-samāwāti wa man fil-arḍi illā man syā'allāh(u), wa kullun atauhu dākhirīn(a).

Og (husk) den dag, hvor hornet blæses, så vil alt, hvad der er i himlen og på jorden, blive rystet, undtagen dem, som Allah vil. Og de vil alle komme til Ham i ydmyghed.

وَتَرَى الْجِبَالَ تَحْسَبُهَا جَامِدَةً وَّهِيَ تَمُرُّ مَرَّ السَّحَابِۗ صُنْعَ اللّٰهِ الَّذِيْٓ اَتْقَنَ كُلَّ شَيْءٍۗ اِنَّهٗ خَبِيْرٌۢ بِمَا تَفْعَلُوْنَ

wa taral-jibāla taḥsabuhā jāmidataw wa hiya tamurru marras saḥāb(i), ṣun‘allāhil-lażī atqana kulla syai'(in), innahū khabīrum bimā taf‘alūn(a).

Og du vil se bjergene, som du troede stod fast på deres plads, men de bevæger sig (som) skyer bevæger sig. (Det er) Allahs skabelse, som skaber alting fuldkomment. Sandelig, Han er opmærksom på det, I gør.

مَنْ جَاۤءَ بِالْحَسَنَةِ فَلَهٗ خَيْرٌ مِّنْهَاۚ وَهُمْ مِّنْ فَزَعٍ يَّوْمَىِٕذٍ اٰمِنُوْنَ

man jā'a bil-ḥasanati falahū khairum minhā, wa hum min faza‘iy yauma'iżin āminūn(a).

Den, der bringer det gode, vil få en bedre belønning end det, og de vil være i sikkerhed for den voldsomme rystelse på den dag.

وَمَنْ جَاۤءَ بِالسَّيِّئَةِ فَكُبَّتْ وُجُوْهُهُمْ فِى النَّارِۗ هَلْ تُجْزَوْنَ اِلَّا مَا كُنْتُمْ تَعْمَلُوْنَ

wa man jā'a bis-sayyi'ati fakubbat wujūhuhum fin-nār(i), hal tujzauna illā mā kuntum ta‘malūn(a).

Og den, der bringer ondskab, vil få sit ansigt kastet ned i helvede. I får ikke anden belønning end det, I har gjort.

اِنَّمَآ اُمِرْتُ اَنْ اَعْبُدَ رَبَّ هٰذِهِ الْبَلْدَةِ الَّذِيْ حَرَّمَهَا وَلَهٗ كُلُّ شَيْءٍ وَّاُمِرْتُ اَنْ اَكُوْنَ مِنَ الْمُسْلِمِيْنَ ۙ

innamā umirtu an a‘buda rabba hāżihil-baldatil-lażī ḥarramahā wa lahū kullu syai'iw wa umirtu an akūna minal-muslimīn(a).

Jeg (Muhammad) er kun blevet pålagt at tilbede Herren af dette land (Mekka), som Han har helliget, og alt tilhører Ham. Og jeg er blevet pålagt at være blandt de muslimer,

وَاَنْ اَتْلُوَا الْقُرْاٰنَ ۚفَمَنِ اهْتَدٰى فَاِنَّمَا يَهْتَدِيْ لِنَفْسِهٖۚ وَمَنْ ضَلَّ فَقُلْ اِنَّمَآ اَنَا۠ مِنَ الْمُنْذِرِيْنَ

wa an atluwal-qur'ān(a), famanihtadā fa'innamā yahtadī linafsih(ī), wa man ḍalla faqul innamā ana minal-munżirīn(a).

og at jeg skal recitere Koranen (for menneskene). Så den, der bliver vejledt, bliver vejledt til (sit eget) bedste, og den, der går vild, lad ham sige: ”Sandelig, jeg er intet andet end en af advarslerne.”

وَقُلِ الْحَمْدُ لِلّٰهِ سَيُرِيْكُمْ اٰيٰتِهٖ فَتَعْرِفُوْنَهَاۗ وَمَا رَبُّكَ بِغَافِلٍ عَمَّا تَعْمَلُوْنَ ࣖ

wa qulil-ḥamdu lillāhi sayurīkum āyātihī fata‘rifūnahā, wa mā rabbuka bigāfilin ‘ammā ta‘malūn(a).

Og sig (Muhammad): »Al lovprisning tilhører Allah. Han vil vise jer Tegnene på Sin storhed, så I kan erkende dem. Og jeres Herre er ikke uopmærksom over for det, I gør.«