هَلْ يَنْظُرُوْنَ اِلَّآ اَنْ يَّأْتِيَهُمُ اللّٰهُ فِيْ ظُلَلٍ مِّنَ الْغَمَامِ وَالْمَلٰۤىِٕكَةُ وَقُضِيَ الْاَمْرُ ۗ وَاِلَى اللّٰهِ تُرْجَعُ الْاُمُوْرُ ࣖ
hal yanẓurūna illā ay ya'tiyahumullāhu fī ẓulalim minal-gamāmi wal-malā'ikatu wa quḍiyal-amr(u), wa ilallāhi turja‘ul-umūr(u).
De venter kun på, at Allah og englene skal komme til dem i skyggen af skyerne, og at sagen skal afgøres. Og til Allah vender alle sager tilbage.
يَوْمَ تُبَدَّلُ الْاَرْضُ غَيْرَ الْاَرْضِ وَالسَّمٰوٰتُ وَبَرَزُوْا لِلّٰهِ الْوَاحِدِ الْقَهَّارِ
yauma tubaddalul-arḍu gairal-arḍi was-samāwātu wa barazū lillāhil-wāḥidil-qahhār(i).
(Husk) den dag, hvor jorden vil blive erstattet af en anden jord, ligesom himlene, og de (hele menneskeheden) vil blive samlet foran Allah, den Ene, den Almægtige.
وَيَوْمَ نُسَيِّرُ الْجِبَالَ وَتَرَى الْاَرْضَ بَارِزَةًۙ وَّحَشَرْنٰهُمْ فَلَمْ نُغَادِرْ مِنْهُمْ اَحَدًاۚ
wa yauma nusayyirul-jibāla wa taral-arḍa bārizah(tan), wa ḥasyarnāhum falam nugādir minhum aḥadā(n).
Dan (ingatlah) pada hari (ketika) Kami perjalankan gunung-gunung dan engkau akan melihat bumi itu rata dan Kami kumpulkan mereka (seluruh manusia), dan tidak Kami tinggalkan seorang pun dari mereka.
وَيَسْـَٔلُوْنَكَ عَنِ الْجِبَالِ فَقُلْ يَنْسِفُهَا رَبِّيْ نَسْفًا ۙ
wa yas'alūnaka ‘anil-jibāli fa qul yansifuhā rabbī nasfā(n).
Og de spørger dig om bjergene, så sig: »Min Herre vil gøre dem til flyvende støv.«
فَيَذَرُهَا قَاعًا صَفْصَفًا ۙ
fa yażaruhā qā‘an ṣafṣafā(n).
så vil Han gøre jorden flad og ren (der vil ikke længere være bjerge på dens overflade).
لَّا تَرٰى فِيْهَا عِوَجًا وَّلَآ اَمْتًا ۗ
lā tarā fīhā ‘iwajaw wa lā amtā(n).
du vil ikke se noget lavt eller højt på den (alt vil være fladt).
يَوْمَ نَطْوِى السَّمَاۤءَ كَطَيِّ السِّجِلِّ لِلْكُتُبِۗ كَمَا بَدَأْنَآ اَوَّلَ خَلْقٍ نُّعِيْدُهٗۗ وَعْدًا عَلَيْنَاۗ اِنَّا كُنَّا فٰعِلِيْنَ
yauma naṭwis-samā'a kaṭayyis-sijilli lil-kutib(i), kamā bada'nā awwala khalqin nu‘īduh(ū), wa‘dan ‘alainā, innā kunnā fā‘ilīn(a).
(Husk) den dag, hvor Vi ruller himlen sammen som papirark. Ligesom Vi begyndte den første skabelse, således vil Vi gentage den. Det er et løfte, som Vi helt sikkert vil indfri; sandelig, det er Vi, der gør det.
وَيَوْمَ تَشَقَّقُ السَّمَاۤءُ بِالْغَمَامِ وَنُزِّلَ الْمَلٰۤىِٕكَةُ تَنْزِيْلًا
wa yauma tasyaqqaqus-samā'u bil-gamāmi wa nuzzilal-malā'ikatu tanzīlā(n).
Og (husk) den dag, hvor himlen spaltes med skyerne, og englene sendes ned i rækkefølge.
وَيَوْمَ يُنْفَخُ فِى الصُّوْرِ فَفَزِعَ مَنْ فِى السَّمٰوٰتِ وَمَنْ فِى الْاَرْضِ اِلَّا مَنْ شَاۤءَ اللّٰهُ ۗوَكُلٌّ اَتَوْهُ دٰخِرِيْنَ
wa yauma yunfakhu fiṣ-ṣūri fa fazi‘a man fis-samāwāti wa man fil-arḍi illā man syā'allāh(u), wa kullun atauhu dākhirīn(a).
Og (husk) den dag, hvor hornet blæses, så vil alt, hvad der er i himlen og på jorden, blive rystet, undtagen dem, som Allah vil. Og de vil alle komme til Ham i ydmyghed.
وَنُفِخَ فِى الصُّوْرِ فَصَعِقَ مَنْ فِى السَّمٰوٰتِ وَمَنْ فِى الْاَرْضِ اِلَّا مَنْ شَاۤءَ اللّٰهُ ۗ ثُمَّ نُفِخَ فِيْهِ اُخْرٰى فَاِذَا هُمْ قِيَامٌ يَّنْظُرُوْنَ
wa nufikha fiṣ-ṣūri faṣa‘iqa man fis-samāwāti wa man fil-arḍi illā man syā'allāh(u), ṡumma nufikha fīhi ukhrā fa'iżā hum qiyāmuy yanẓurūn(a).
Og hornet blæses, og alle i himlen og på jorden dør, undtagen dem, som Allah vil. Derefter blæses hornet endnu en gang, og straks står de op og afventer (deres skæbne).
فَارْتَقِبْ يَوْمَ تَأْتِى السَّمَاۤءُ بِدُخَانٍ مُّبِيْنٍ
fartaqib yauma ta'tis-samā'u bidukhānim mubīn(in).
Så vent på den dag, hvor himlen bringer en tåge, der er tydelig,
يَوْمَ تَشَقَّقُ الْاَرْضُ عَنْهُمْ سِرَاعًا ۗذٰلِكَ حَشْرٌ عَلَيْنَا يَسِيْرٌ
yauma tasyaqqaqul-arḍu ‘anhum sirā‘ā(n), żālika ḥasyrun ‘alainā yasīr(un).
På den dag, hvor jorden splintres og viser dem frem (så de kommer ud) med hast. Det er en let samling for Os.
كُلُّ مَنْ عَلَيْهَا فَانٍۖ
kullu man ‘alaihā fān(in).
Alt, hvad der er på jorden, vil forgå,
فَاِذَا انْشَقَّتِ السَّمَاۤءُ فَكَانَتْ وَرْدَةً كَالدِّهَانِۚ
fa iżansyaqqatis-samā'u fa kānat wardatan kad-dihān(i).
Når himlen splittes og bliver rød som rosenblomster, som (glansen af) olie.
اِذَا وَقَعَتِ الْوَاقِعَةُۙ
iżā waqa‘atil-wāqi‘ah(tu).
Når dommedagen indtræffer,
خَافِضَةٌ رَّافِعَةٌ
khāfiḍatur rāfi‘ah(tun).
(Denne begivenhed) ydmyger (den ene gruppe) og ophøjer (den anden gruppe).
اِذَا رُجَّتِ الْاَرْضُ رَجًّاۙ
iżā rujjatil-arḍu rajjā(n).
Når jorden rystes voldsomt,
وَّبُسَّتِ الْجِبَالُ بَسًّاۙ
wa bussatil-jibālu bassā(n).
og bjergene knuses fuldstændigt,
فَكَانَتْ هَبَاۤءً مُّنْۢبَثًّاۙ
fa kānat habā'am mumbaṡṡā(n).
så bliver de til flyvende støv,
وَّحُمِلَتِ الْاَرْضُ وَالْجِبَالُ فَدُكَّتَا دَكَّةً وَّاحِدَةًۙ
wa ḥumilatil-arḍu wal-jibālu fa dukkatā dakkataw wāḥidah(tan).
og jorden og bjergene løftes, og de to støder sammen én gang.
وَانْشَقَّتِ السَّمَاۤءُ فَهِيَ يَوْمَىِٕذٍ وَّاهِيَةٌۙ
wansyaqqatis-samā'u fahiya yauma'iżiw wāhiyah(tun).
og himlen splintres, for på den dag bliver himlen skrøbelig.
يَوْمَ تَكُوْنُ السَّمَاۤءُ كَالْمُهْلِۙ
yauma takūnus-samā'u kal-muhl(i).
(Husk) den dag, hvor himlen bliver som flydende kobber,
وَتَكُوْنُ الْجِبَالُ كَالْعِهْنِۙ
wa takūnul-jibālu kal-‘ihn(i).
og bjergene som fjer (der flyver rundt),
يَوْمَ تَرْجُفُ الْاَرْضُ وَالْجِبَالُ وَكَانَتِ الْجِبَالُ كَثِيْبًا مَّهِيْلًا
yauma tarjuful-arḍu wal-jibālu wa kānatil-jibālu kaṡībam mahīlā(n).
(Husk) den dag, hvor jorden og bjergene ryster voldsomt, og bjergene bliver som udspredte sanddynger.
ۨالسَّمَاۤءُ مُنْفَطِرٌۢ بِهٖۗ كَانَ وَعْدُهٗ مَفْعُوْلًا
as-samā'u munfaṭirum bih(ī), kāna wa‘duhū maf‘ūlā(n).
Himlen vil splittes på den dag. Guds løfte vil helt sikkert blive opfyldt.
فَاِذَا بَرِقَ الْبَصَرُۙ
fa iżā bariqal-baṣar(u).
Så når øjnene spiler op (af frygt),
وَجُمِعَ الشَّمْسُ وَالْقَمَرُۙ
wa jumi‘asy-syamsu wal-qamar(u).
og solen og månen samles,
فَاِذَا النُّجُوْمُ طُمِسَتْۙ
fa iżan-nujūmu ṭumisat.
Så når stjernerne udslettes,
وَاِذَا الْجِبَالُ نُسِفَتْۙ
wa iżal-jibālu nusifat.
og når bjergene knuses til støv,
وَّفُتِحَتِ السَّمَاۤءُ فَكَانَتْ اَبْوَابًاۙ
wa futiḥatis-samā'u fa kānat abwābā(n).
og himlen åbnes, så den bliver til vidt åbne porte.
وَّسُيِّرَتِ الْجِبَالُ فَكَانَتْ سَرَابًاۗ
wa suyyiratil-jibālu fa kānat sarābā(n).
og bjergene vil blive vækket til live og blive som bevægelige skyer.
وَاِذَا النُّجُوْمُ انْكَدَرَتْۖ
wa iżan-nujūmunkadarat.
og når stjernerne falder ned,
وَاِذَا الْعِشَارُ عُطِّلَتْۖ
wa iżal-‘isyāru ‘uṭṭilat.
og når de drægtige kameler efterlades (uden pleje),
وَاِذَا الْوُحُوْشُ حُشِرَتْۖ
wa iżal-wuḥūsy ḥusyirat.
og når de vilde dyr samles,
وَاِذَا النُّفُوْسُ زُوِّجَتْۖ
wa iżan-nufūsu zuwwijat.
og når sjælene genforenes (med kroppen),
وَاِذَا الْمَوْءٗدَةُ سُىِٕلَتْۖ
wa iżal-mau'ūdatu su'ilat.
og når de levende begravede piger bliver spurgt,
بِاَيِّ ذَنْۢبٍ قُتِلَتْۚ
bi'ayyi żambin qutilat.
for hvilken synd blev hun dræbt?
وَاِذَا الصُّحُفُ نُشِرَتْۖ
wa iżaṣ-ṣuḥufu nusyirat.
Og når bøgerne (med optegnelser over gode gerninger) er blevet bredt ud,
وَاِذَا السَّمَاۤءُ كُشِطَتْۖ
wa iżas-samā'u kusyiṭat.
og når himlen bliver udslettet,
وَاِذَا الْجَحِيْمُ سُعِّرَتْۖ
wa iżal-jaḥīmu su‘‘irat.
og når helvede Jahim tændes,
وَاِذَا الْكَوَاكِبُ انْتَثَرَتْۙ
wa iżal-kawākibuntaṡarat.
og når stjernerne falder spredt,
وَاِذَا الْبِحَارُ فُجِّرَتْۙ
wa iżal-biḥāru fujjirat.
og når havene lader sig oversvømme,
وَاَذِنَتْ لِرَبِّهَا وَحُقَّتْۙ
wa ażinat lirabbihā wa ḥuqqat.
og adlyder sin Herre, som den bør,