وَاضْرِبْ لَهُمْ مَّثَلًا اَصْحٰبَ الْقَرْيَةِۘ اِذْ جَاۤءَهَا الْمُرْسَلُوْنَۚ
waḍrib lahum maṡalan aṣḥābal-qaryah(ti), iż jā'ahal-mursalūn(a).
Og giv dem en lignelse om indbyggerne i et land, da der kom sendebud til dem.
اِذْ اَرْسَلْنَآ اِلَيْهِمُ اثْنَيْنِ فَكَذَّبُوْهُمَا فَعَزَّزْنَا بِثَالِثٍ فَقَالُوْٓا اِنَّآ اِلَيْكُمْ مُّرْسَلُوْنَ
iż arsalnā ilaihimuṡnaini fa każżabūhumā fa ‘azzaznā biṡāliṡin faqālū innā ilaikum mursalūn(a).
(Husk) da Vi sendte to sendebud til dem, og de fornægtede dem begge, hvorefter Vi styrkede dem med et tredje, og de sagde: ”Vi er sandelig de, der er sendt til jer.”
قَالُوْا رَبُّنَا يَعْلَمُ اِنَّآ اِلَيْكُمْ لَمُرْسَلُوْنَ
qālū rabbunā ya‘lamu innā ilaikum lamursalūn(a).
De sagde: ”Vores Herre ved, at vi sandelig er dem, der er sendt til jer,”
وَمَا عَلَيْنَآ اِلَّا الْبَلٰغُ الْمُبِيْنُ
wa mā ‘alainā illal-balāgul-mubīn(u).
og vores pligt er intet andet end at overbringe (Guds befaling) klart.
قَالُوْٓا اِنَّا تَطَيَّرْنَا بِكُمْۚ لَىِٕنْ لَّمْ تَنْتَهُوْا لَنَرْجُمَنَّكُمْ وَلَيَمَسَّنَّكُمْ مِّنَّا عَذَابٌ اَلِيْمٌ
qālū innā taṭayyarnā bikum, la'il lam tantahū lanarjumannakum wa layamassannakum minnā ‘ażābun alīm(un).
De svarede: «Vi er ulykkelige på grund af jer. Hvis I ikke holder op (med at opfordre os), vil vi kaste sten efter jer, og I vil helt sikkert få en smertefuld straf fra os.
قَالُوْا طَاۤىِٕرُكُمْ مَّعَكُمْۗ اَىِٕنْ ذُكِّرْتُمْۗ بَلْ اَنْتُمْ قَوْمٌ مُّسْرِفُوْنَ
qālū ṭā'irukum ma‘akum, a'in żukkirtum, bal antum qaumum musrifūn(a).
De svarede: ”Jeres ulykke ligger hos jer selv. Hvis I bliver advaret (afviser I det)? I er i sandhed et folk, der overskrider grænserne.”
وَجَاۤءَ مِنْ اَقْصَا الْمَدِيْنَةِ رَجُلٌ يَّسْعٰى قَالَ يٰقَوْمِ اتَّبِعُوا الْمُرْسَلِيْنَۙ
wa jā'a min aqṣal-madīnati rajuluy yas‘ā qāla yā qaumittabi‘ul-mursalīn(a).
Og der kom en mand farende fra byens udkant, og han sagde: ”O mit folk! Følg disse sendebud,
اتَّبِعُوْا مَنْ لَّا يَسْـَٔلُكُمْ اَجْرًا وَّهُمْ مُّهْتَدُوْنَ ۔
ittabi‘ū mal lā yas'alukum ajraw wa hum muhtadūn(a).
følg dem, der ikke beder om belønning af jer, for de er de retledte.
وَمَا لِيَ لَآ اَعْبُدُ الَّذِيْ فَطَرَنِيْ وَاِلَيْهِ تُرْجَعُوْنَ
wa mā liya lā a‘budul-lażī faṭaranī wa ilaihi turja‘ūn(a).
Hvorfor skulle jeg ikke tilbede (Allah), som har skabt mig, og til hvem I alle skal vende tilbage?
ءَاَتَّخِذُ مِنْ دُوْنِهٖٓ اٰلِهَةً اِنْ يُّرِدْنِ الرَّحْمٰنُ بِضُرٍّ لَّا تُغْنِ عَنِّيْ شَفَاعَتُهُمْ شَيْـًٔا وَّلَا يُنْقِذُوْنِۚ
a'attakhiżu min dūnihī ālihatan iy yuridnir-raḥmānu biḍurril lā tugni ‘annī syafā‘atuhum syai'aw wa lā yunqiżūn(i).
Hvorfor skulle jeg tilbede andre guder end Ham, som, hvis den Barmhjertige vil påføre mig ondt, slet ikke vil kunne afværge det ondt fra mig, og som heller ikke kan redde mig?
اِنِّيْٓ اِذًا لَّفِيْ ضَلٰلٍ مُّبِيْنٍ
innī iżal lafī ḍalālim mubīn(in).
Sandelig, jeg ville være fortabt, hvis jeg tilbad andre end Ham.
اِنِّيْٓ اٰمَنْتُ بِرَبِّكُمْ فَاسْمَعُوْنِۗ
innī āmantu birabbikum fasma‘ūn(i).
Sandelig, jeg har troet på din Herre, så hør (min trosbekendelse) fra mig.
قِيْلَ ادْخُلِ الْجَنَّةَ ۗقَالَ يٰلَيْتَ قَوْمِيْ يَعْلَمُوْنَۙ
qīladkhulil-jannah(ta), qāla yā laita qaumī ya‘lamūn(a).
Der blev sagt (til ham): ”Træd ind i Paradiset.” Han sagde: »Hvor ville det være godt, hvis mit folk vidste,
بِمَا غَفَرَ لِيْ رَبِّيْ وَجَعَلَنِيْ مِنَ الْمُكْرَمِيْنَ
bimā gafaralī rabbī wa ja‘alanī minal-mukramīn(a).
hvad min Herre har skænket mig, og at Han har gjort mig til en af de ærede.
۞ وَمَآ اَنْزَلْنَا عَلٰى قَوْمِهٖ مِنْۢ بَعْدِهٖ مِنْ جُنْدٍ مِّنَ السَّمَاۤءِ وَمَا كُنَّا مُنْزِلِيْنَ
wa mā anzalnā ‘alā qaumihī mim ba‘dihī min jundim minas-samā'i wa mā kunnā munzilīn(a).
Og Vi sendte ikke nogen himmelsk hær ned til hans folk efter hans død, og det var ikke passende for Os at sende den.
اِنْ كَانَتْ اِلَّا صَيْحَةً وَّاحِدَةً فَاِذَا هُمْ خٰمِدُوْنَ
in kānat illā ṣaiḥataw wāḥidatan fa'iżā hum khāmidūn(a).
Der skete intet andet end et højt skrig, og straks døde de alle.